Det gav mest af alt mindelser om en James Bond-film, da nyheden begyndte at sprede sig søndag.
Ikke længe efter stod det klart, at der ikke var tale om en Hollywood-film, men skræmmende virkelighed, da et fly mellem to EU-lande angiveligt blev tvunget af russiske agenter til en mellemlanding i Hviderusland, hvor seks personer forsvandt. B.T. har talt med en af de personer, som har allermest på spil.
Han er hviderusser og hedder Franak Viacorka. Og han er seniorrådgiver til oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaya, som mange mener vandt sidste års valg mod den mangeårige hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko.
»Det kunne have været os. For bare en uge siden tog vi et fly på præcis samme rute. Vi kunne have siddet i et af Lukasjenkos fængsler nu,« siger Franak Viacorka over en Skype-forbindelse fra Litauen til B.T.
Det, der skete søndag, var helt uden fortilfælde i nyere europæisk historie.
I et Ryanair-fly fra Athen i Grækenland til Vilnius i Litauen sad den kendte hviderussiske journalist Raman Pratasevich.
Allerede ved gaten havde han bemærket, at noget var galt.
Nogle suspekte personer havde stået og filmet ham.

Da han kom ombord på flyet udviklede det sig dramatisk. Kort før indflyvningen, mens flyet var over hviderussisk luftrum, ændrede Ryanair 4978-flyet pludselig kurs. Skarpt mod øst.
Ikke længe efter landede det i udkanten af den hviderussiske hovedstad Minsk.
Den officielle forklaring fra de hviderussiske myndigheder lyder, at kaptajnen ombord fik meldinger om en mulig bombe på flyet. Plantet af den palæstinensiske Hamas-bevægelse. Og derfor blev det besluttet at foretage en nødlanding i Minsk.
Men den forklaring bliver direkte modsagt fra flere steder.

Fra blandt andet Franak Viacorka lyder det, at russiske agenter under flyvningen fik fat i flyets personale, hvor de fortalte, om en bombe på flyet. Herfra overtog de reelt styringen.
Med eskorte fra et jagerfly blev flyet tvunget til at skifte kurs – mod Minsk.
Da flyet med sine 171 passagerer ombord holdt stille i Minsk-2-lufthavnen protesterede Raman Pratasevich over for personalet på flyet.
Han vidste, at han var årsagen til den dramatiske landing. Men der var ingen hjælp at hente.

Da flyet senere lettede fra Minsk med retning mod Vilnius i Litauen, var der kun 165 personer om bord. Raman Pratasevich og hans kæreste – en russisk statsborger – samt fire personer, der skal være de suspekte personer fra gaten i Athen, havde forladt flyet.
Aktionen har siden vakt hård kritik internationalt. Også fra den hviderussiske opposition. Ikke mindst fra Franak Viacorka.
Han har ikke lagt fingre imellem på det sociale medie Twitter, hvor også en række andre prominente navne har udtalt hård kritik af Lukasjenko-regimet. Det gælder blandt andet EU-præsident Charles Michel, USAs udenrigsminister Anthony Blinken og den danske ditto Jeppe Kofod.
»Jeg ser det her som en spontan handling fra Lukasjenkos side. Han er ved at miste legitimitet og magt, så han vil vise sig selv som en fortsat stærk mand, der kan handle. Han er ligeglad med, hvad resten af verden tænker. Han er en tsar i Hviderusland, der forsøger at gøre landet til et nyt Nordkorea,« siger Franak Viacorka.

»Der er tale om statssponsoreret terror, når man med et jagerfly bringer et fly mellem to EU-lande til landing. Det er uhørt. Ren luftpirateri,« uddyber han.
Endnu er det blevet ved ord fra en række af de store vestlige nationer.
I løbet af mandagen træder EU-lederne sammen. Og her skal man se, om man kan blive enige om fordømmelse og eventuelle sanktioner over for Hviderusland.
Fra Franak Viacorka og Svetlana Tikhanovskaya er håbet til EU-topmødet bredspektret.

»Det er en klar test for EU, som Lukasjenko har sat i værk. Han udfordrer Vesten. Hvor langt kan og vil EU gå,« siger han og uddyber, at han håber på sanktioner fra EU, USA, Canada og en lang række andre store lande.
»Der var 17 nationaliteter om bord på det fly. Så jeg forventer, at de lande som minimum vil reagere. Ligesom nabolandene,« siger han med henvisning til, at blandt andet Ukraine og Letland har iværksat, at fly herfra skal udenom Hviderussisk luftrum.
Franak Viacorka håber på endnu mere.
»Vi skal se resultater fra EU. Ikke bare ord. Stærkest mulige sanktioner, fordømmelse af sagen, lukket hviderussisk luftrum, krav om løsladelser af politiske fanger – for folk dør i Lukasjenkos fængsler lige nu – og hårde indgreb mod Lukasjenko,« siger han.



