I ni år gav han ikke lyd fra sig på den Facebook-profil, han ellers havde været aktiv på forinden.

Men denne sommer begyndte han igen at skrive opdateringer, og blot nogle måneder senere kom den mørke hemmelighed om, at familien muligvis har været holdt isoleret og fanget, frem.

Det skriver The Sun og Metro.

Den usædvanlige sag fra Holland, der de seneste dage har fået stor opmærksomhed verden over, er fortsat et stort mysterium.

Politiet efterforsker stadig den mystiske sag.
Politiet efterforsker stadig den mystiske sag. Foto: Vincent Jannink
Vis mere

Søndag aften dukkede en ung mand op ved en bar i landsbyen Ruinerwold og bestilte flere øl.

Ejeren af baren havde set den unge mand før, men denne gang talte de sammen.

»Han fortalte, at han var løbet væk og havde brug for hjælp. Så ringede vi til politiet. Han sagde, at han havde brødre og søstre, der levede på en gård. Han sagde, at han var den ældste, og at han ønskede at stoppe den måde, de levede på,« har barejer Chris Westerbeek ifølge BBC forklaret.

»Han havde langt hår, et beskidt skæg, han var iført gammelt tøj, og han så forvirret ud. Han sagde, han aldrig havde været i skole og ikke havde været ved barberen i ni år,« tilføjede han.

Da politiet efterfølgende rykkede ud til den afsidesliggende gård nær landsbyen, fandt de en familie på seks. En far og hans fem børn.

En anden mand på 58 år var også til stede, men da han ikke ønskede at samarbejde med politiet, blev han anholdt. Man undersøger nu, om han kan have holdt familien – som den unge mand, der tog ind på baren, også tilhører – fanget mod deres vilje i ni år.

Den ældste søn, der menes at være 25 år, var indtil 2010 aktiv på Facebook.

Det år havde han skrevet, at han flyttede til Ruinerwold, men derefter blev der stille.

Denne sommer – i juni – begyndte han igen at opdatere sin profil.

Blandt andet skrev han ifølge Metro, at han var begyndt at arbejde i et firma, som havde forbindelse til den 58-årige mand.

Derudover delte han også flere henvisninger til klimapolitik og billeder fra naturen.

Nogle dage før han tog ind til baren og slog alarm, delte han ifølge The Sun flere nattebilleder fra steder rundtomkring i Ruinerwold. Det menes, at de billeder kan være blevet taget, mens han de andre gange gik hen til baren.

Politiet er fortsat i gang med at efterforske den usædvanlige sag, og der er ikke blevet meldt noget ud om, hvorfor familien skulle være blevet holdt isoleret på gården, hvor ingen vidste, at de opholdt sig.

Familien blev fundet i et 'lille rum inde i huset, som kunne aflåses'.

Ingen medlemmer af familien har været registreret af myndighederne, fortæller byens borgmester, Roger de Groot, ifølge The Sun.

»Jeg forstår, at der er en masse spørgsmål. Vi har også mange. Politiet efterforsker alle mulige scenarier,« fortæller han.