Lyt til artiklen

Flere partikolleger har bakket hende op offentligt.

Og nu har Penny Mordaunt gjort det officielt, at hun stiller op som formand for Det Konservative Parti og dermed også premierministerposten i Storbritannien, efter Liz Truss gik af torsdag.

Det gør hun i et opslag på Twitter.

»Jeg er blevet opfordret af kolleger, som vil have en frisk start, et forenet parti og lederskab i nationens interesse,« lyder det i opslaget og fortsætter.

»Jeg stiller op som leder af Det Konservative Parti og som premierminister for at forene vores nation, levere vores løfter og vinde det næste valg.«

Penny Mordaunt er dermed den første til at melde sit kandidatur.

Men for at hun overhovedet kan komme i betragtning som formand og premierminister, så skal hun ud og hente minimum 100 konservative parlamentarikeres støtte inden mandag klokken 15, dansk tid.

Det forventes, at den tidligere finansminister Rishi Sunak stiller op til formandsvalget. BBC har fredag skrevet, at 57 parlamentarikere har meldt deres støtte til Rishi Sunak.

Kort efter at Liz Truss gik af lød rygterne på, at den tidligere premierminister Boris Johnson var på vej hjem fra sin ferie i det caribiske for at stille op til formandsvalget.

Flere konservative parlamentarikere har været ude og sige, at de støtter Boris Johnson. Ifølge The Telegraph har 40 parlamentarikere meldt deres støtte til ham.