En person mistede livet, da der omkring midnat udbrød brand på et fragtskib ud for den hollandske kyst.
Onsdag formiddag har den hollandske kystvagt offentliggjort de første billeder af skibet – som endnu står i flammer.
På billederne kan man se, at ilden særligt har fat i den ene del af skibet, mens røgen omhyller hele fartøjet.
På sin hjemmeside oplyser den hollandske kystvagt, at man omkring midnat modtog en melding fra skibet 'Fremantle Highway' om, at der var udbrudt brand.
På tidspunktet for branden befandt det sig 27 kilometer nord for øen Ameland ved den hollandske kyst.
Den hollandske kystvagt oplyser, at besætningen selv forsøgte at slukke branden – men det lykkedes ikke.
I stedet fortsatte branden med at sprede sig, hvorefter en evakuering blev sat i gang.
»Besætningsmedlemmerne blev reddet ud af helikoptere og redningsbåde. Desværre døde et besætningsmedlem, og flere blev såret,« lyder meldingen fra den hollandske kystvagt.
Skibet drev siden rundt på havet, mens det endnu er i brand.
Kort efter klokken 09 lød meldingen dog, at et bjærgningsfartøj havde oprettet en nødforbindelse til skibet og nu holder det i en kontrolleret position.
Det vides ikke, hvordan branden opstod – eller hvordan de tilskadekomnes tilstand er.
Skibet sejler under panamansk flag.