De østrigske socialdemokrater vil stemme for at vælte landets konservative kansler ved mistillidsafstemning.

Socialdemokratiet i Østrig, SPÖ, har tænkt sig at stemme for at vælte landets konservative kansler, Sebastian Kurz, ved en mistillidsafstemning i den kommende uge.

Det siger partileder Pamela Rendi-Wagner til den østrigske tv-station ÖRF.

Søndag aften har SPÖ's ledelse holdt et ekstraordinært ledelsesmøde, umiddelbart før resultaterne fra dagens europaparlamentsvalg blev offentliggjort.

Mistillidsafstemningen kommer, efter at Kurz' koalitionspartner, det nationalkonservative Frihedsparti (FPÖ), er udtrådt af regeringen efter en skandale.

For nylig viste optagelser med skjult kamera, hvordan vicekansler og leder af FPÖ Heinz-Christian Strache tilbød en russisk milliardær statslige kontrakter til gengæld for økonomisk støtte til sit parti.

Afsløringen fik efterfølgende Kurz til at udskrive nyvalg, som skal afholdes i september.

Kurz står frem mod valget i spidsen for et forretningsministerium.

Det er endnu ikke klart, hvorvidt FPÖ har tænkt sig at stemme mod kansleren ved mistillidsafstemningen. Det ville kræve et nej fra partiet, hvis regeringen og kansleren skal falde.

Europaparlamentsvalget søndag blev dog en sejr for Sebastian Kurz og hans konservative parti ÖVP, der ifølge de foreløbige optællinger har fået næsten 35 procent af stemmerne. En markant fremgang på over syv procentpoint siden sidste valg.

Det skandaleramte Frihedspartiet står til at falde med 2,2 procentpoint til en opbakning på 17,5 procent af stemmerne, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

SPÖ går lidt tilbage til 23,4 procent.

/ritzau/Reuters