Østrigske parlamentsmedlemmer har torsdag godkendt en lov, der forbyder piger under 14 år at bære hovedtørklæde i skoler.

Loven blev fremlagt tidligere på året af Østrigs konservative regering. Formålet er at beskytte piger fra "undertrykkelse", lyder det.

Imens har blandt andet Amnesty International i Østrig kritiseret tiltaget for at være "diskrimination" af muslimske piger.

Forbuddet omfatter alle former for islamiske slør.

Det vil blive indført med en prøveperiode med start i februar, hvor undervisere, forældre og børn vil få forklaret de nye regler.

I den periode vil brud ikke blive straffet.

Når det nye skoleår begynder i september, vil det træde fuldt ud i kraft. Her vil gentagne overtrædelser kunne blive straffet med bøder på mellem 150 og 800 euro. Det svarer til mellem 1100 og knap 6000 kroner.

Da Østrig i 2019 indførte et forbud mod hovedtørklæder i grundskoler, blev det underkendt af den østrigske forfatningsdomstol, der fandt, at det var diskriminerende. Regeringen insisterer dog denne gang på, at forbuddet er i overensstemmelse med den østrigske forfatning.

- Når en pige får at vide, at hun skal skjule sin krop for at beskytte sig selv fra mænds blikke, så er det ikke et religiøst ritual, men undertrykkelse, sagde integrationsminister Claudia Plakolm ved fremlæggelsen af lovforslaget.

Regeringen venter, at omkring 12.000 piger vil blive påvirket af den nye lov.

Amnesty siger, at forbuddet "udgør åbenlys diskrimination af muslimske piger". Organisationen beskriver det som "et udtryk for antimuslimsk racisme".

Imens mener det højreorienterede og indvandringskritiske Frihedspartiet (FPÖ), at forbuddet ikke går langt nok. Det ønsker alle elever, lærere og andre ansatte på skoler omfattet.

/ritzau/AFP