Det østrigske antiterror-politi (BVT) blev advaret længe inden mandagens angreb i Wien, der kostede fire mennesker livet. Det oplyser Kleine Zeitung. Efterretningstjenesten undlod at give informationerne videre, og det får nu flere partier til at kræve indenrigsministerens afgang.
I juli henvendte den slovakiske efterretningstjeneste sig til BVT og advarede dem om, at den 20-årige tidligere syriensfarer Kutjim Fejzulai var blevet observeret i Slovakiet.
Kutjim Fejzulai er tidligere idømt fængsel i 22 måneder for at forsøge at rejse ind i Syrien og tilslutte sig IS. Det østrigske justitsvæsen valgte imidlertid at løslade ham før tid i december 2019, efter det var lykkedes ham at narre retsvæsnet til at tro, han ikke længere var radikal islamist.
Men den slovakiske efterretningstjeneste kunne fortælle en anden historie.

De havde efterretninger om, at Kutjim Fejzuali sammen med en anden person havde forsøgt at købe ammunition til en AK-47-automatriffel. Købet var gået i vasken, fordi mændene ikke kunne fremvise en gyldig våbentilladelse.
Trods den tydelige efterretning om, at Kutjim Fejzuali forberedte et angreb, valgte BVP ikke at gå videre med oplysninger, hverken til regeringen eller til andre dele af det østrigske politi- og retsvæsen.
Den slovakiske efterretningstjeneste foretog flere forespørgsler til sagen, men der blev ikke foretaget yderligere før mandag aften, da Kutjim Fejzuali åbnede ild i Wiens gamle bydel.
Med en AK-47 som den, han måneder forinden forsøgte at købe ammunition til, affyrede han mere end 100 skud, der dræbte fire personer og sårede mindst 20.

Flere østrigske medier citerer unavngivne kilder, der oplyser, at en stor antiterror-aktion ved navn 'Operation Ramses' var planlagt til at foregå dagen efter angrebet. Det får medierne til at spekulere i, om Kutjim Fejzuali fik nys om aktionen og derfor fremrykkede sit angreb.
Flere østrigske medier, blandt andre Der Standard, skriver, at specialtrænede antiterror-betjente allerede var i færd med at forberede aktionen, da angrebet fandt sted. Det er angiveligt forklaringen på, at politiet kun var ni minutter om at finde og neutralisere gerningsmanden. Kutjim Fejzuali affyrede det første skud klokken 20.00 og var 'neutraliseret' klokken 20.09.
Indenrigsminister Karl Nehammer (ÖVP) har hverken ønsket at be- eller afkræfte eksistensen af 'Operation Ramses'.
Torsdag sagde han, at der nu skal laves en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, og at der uvægerligt vil komme reformer af BVP. Angiveligt var det en journalist, der fortalte ham om advarslen fra BVP.

»Det er blevet vist, at noget tydeligvis er gået galt i kommunikationen,« sagde han til de fremmødte journalister.
Flere partier mener, at Karl Nehmmar er ansvarlig for, at de rette myndigheder ikke blev advaret, og at han bør tage konsekvensen af forløbet og forlade sin post.
Den liberale parlamentsmedlem Dagmar Belakowitsch har fremsat et mistillidsforslag mod indenrigsministeren i det nationale råd, og det socialdemokratiske parlamentsmedlem Reinhold Einwallner bekræfter, at hans parti SPÖ også vil støtte mistillidsforslaget.
Politiet har anholdt 15 personer, hvis mulige rolle i forhold til angrebet bliver efterforsket. Politiet mener dog, at Kutjim Fejzulai var den eneste gerningsmand. Islamisk Stat har påtaget sig skylden for angrebet.
