Norsk politi arbejder stadig på at kortlægge, hvad der skete forud for, at den 13-årige Sunniva Ødegård blev dræbt.

Onsdag konkluderede politiet over for tv-stationen NRK, at der er tale om et drab, men vil ikke komme nærmere ind på, hvad obduktionsrapporten viser. En 17-årig dreng er sigtet for at have dræbt Sunniva Ødegård.

Norsk TV2 har talt med et øjenvidne, der har set ham omkring klokken 22.10 søndag aften - omkring 20 minutter før det, der angiveligt er det sidste livstegn fra Sunniva. Da talte hun i telefon med sin kæreste og sagde pludselig 'shit', inden forbindelsen blev afbrudt. Drengen, som TV2 har talt med, har onsdag talt med politiet om sine observationer.

»De sagde til mig, at det er den eneste observation af sigtede i dette tidsrum,« siger han til tv-stationen.

I Norge er en 17-årig dreng blevet sigtet for drab på den 13-årige pige Sunniva Ødegård, der natten til mandag blevet fundet død på en gangsti nær sit hjem i byen Varhaug.
I Norge er en 17-årig dreng blevet sigtet for drab på den 13-årige pige Sunniva Ødegård, der natten til mandag blevet fundet død på en gangsti nær sit hjem i byen Varhaug. Foto: Privatfoto/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han studsede over, at den 17-årige, der var iført en mørk kasket, ikke stoppede op og sagde hej, som han plejede at gøre, da han passerede ham ved en kiosk.

Politiet formoder, at den 17-årige før drabet på Sunniva Ødegård forsøgte at bryde ind i en børnehave i nærheden af gerningsstedet. Mandag meldte han sig til politiet og nægter sig skyldig i drabbssigtelsen, men erkender, at han var på stedet, hvor Sunniva blev fundet.

Hans forsvarsadvokat, Tor Inge Borgersen, meddelte onsdag, at hans klient ikke anker beslutningen om varetægtsfængsling i to uger.

»Han fastholder imidlertid, at han er uskyldig, men har forståelse for, at politiet har behov for fængsling i en kort periode, og at efterforskningen kan bringe ham ud af mistanken,« lyder det fra forsvareren, der er ganske ordknap, når det kommer til den 17-åriges forklaring.

»Politiet har ved en pressekonference redegjort nærmere for dette, og jeg har ikke behov for eller ønske om at give oplysninger til medierne ud over det, der allerede er meldt ud fra politiet. Politiets oplysninger i sagen er balancerede og korrekte,« siger han.