Storbritannien har observeret russiske ubåde i den nordlige del af Atlanterhavet gennem en måned.

Det siger Storbritanniens forsvarsminister, John Healey, på et pressemøde ifølge Reuters.

Ifølge ministeren udgjorde ubådene en trussel for britiske kabler og rørledninger.

De militære operationer mod de russiske ubåde, som involverede mere end 500 britiske soldater, varede i over en måned og er nu afsluttet, siger John Healey ifølge Sky News. 

»Til præsident Putin siger jeg: Vi ser jer, vi ser jeres aktivitet omkring vores kabler og rørledninger, og I skal vide, at ethvert forsøg på at beskadige dem ikke vil blive tolereret og vil få alvorlige konsekvenser.«

Healey siger, at Storbritanniens undersøiske netværk er meget robust, men at antallet af trusler mod det er stigende.

»Putins hemmelige operation mislykkedes, fordi denne regering opfylder vores første pligt – at beskytte Storbritannien,« siger han.