Obama om Trump: 'Frastødende'
Den tidligere præsident kommenterer på en omdiskuteret sag.

Den tidligere præsident kommenterer på en omdiskuteret sag.

Nu blander Barack Obama sig.
Den tidligere præsident går i en sjælden udtalelse ud med et hårdt angreb på Det Hvide Hus og den nuværende beboers dispositioner.

»At en præsident – eller en hvilken som helst regering – er villig til at kaste sig ud i så åbenlyst et forsøg på at intimidere nogen burde vække forargelse hos alle amerikanere,« lyder det på X.
I det særdeles lange opslag kritiserer Barack Obama således skarpt den ransagning, som i sidste uge blev gennemført mod det demokratiske kongresmedlem Ilhan Omars hjem.
Han kalder det for »frastødende«.
Ransagningen har ganske usædvanligt fundet sted blot få uger inden det amerikanske midtvejsvalg, hvor de amerikanske myndigheder anført af præsident Donald Trump har beskyldt den demokratiske politiker for at fifle med sine immigrationspapirer.

Ilhan Omar kom til USA som barn, og da hendes far senere fik statsborgerskab i landet for mere end 20 år siden, fik hun automatisk det samme, da hun på dét tidspunkt stadig var mindreårig.
Donald Trump har dog gentagne gange krævet hendes smidt ud af landet, fordi politikeren efter hans mening reelt var 18 år – og altså ikke berettiget til at få statsborgerskabet.
Og den nuværende præsident har i flere år generelt udtalt sig særdeles kritisk over for Ilhan Omar, der har været en stor kritiker af præsidenten.
»Tænk lige over det. Den føderale regering lægger sin fulde vægt mod en lovlydig, folkevalgt embedsperson, fordi hun har vovet at kritisere præsidenten,« skriver Barack Obama på X:
»Det er et grundlæggende princip i det amerikanske demokrati, at en regering ikke selektivt kan gå målrettet efter enkeltpersoner udelukkende på grund af deres politiske overbevisninger eller hvad de siger.«
Imens har det amerikanske justitsministerium meldt ud, at man undersøger oplysninger, som Ilhan Omars far, der er gået bort, angav på immigrationspapirerne, da familien flygtede fra Somalia til USA.
Ilhan Omar har også fået opbakning fra den tidligere ellers store Trump-støtte Marjorie Taylor Green. Læs mere om det HER.