Han blev kendt for sin veltalenhed og sin evne til at få folk til at lytte.
Men trods sin rolige og overskudsagtige udstråling afslører Barack Obama nu selv i en ny podcast, at han har et iltert temperament, hvis hans ære bliver gået for nær.
Som barn blev han for eksempel så vred på en kammerat, der kaldte ham et racistisk øgenavn, at han gav ham en knytnæve lige i smasken.
Slaget var ifølge ekspræsidentens eget udsagn så hårdt, at næsen brækkede.
I selvbiografien 'Arven fra min far' fra 1995 omtalte Obama ganske kort episoden, og barndomsmindet dukkede igen på for nylig, da han optog en podcast med rock-ikonet Bruce Springsteen.
Politikeren og musikeren er gået sammen om at lave samtalepodcasten 'Renegades: Born in the USA,' som fra og med mandag i denne uge har kunnet høres på Spotify.
Her fortæller Obama om, hvordan han tidligt i livet måtte forholde sig til racisme.
»Hør her, da jeg gik i skole, havde jeg en ven. Vi spillede basketball sammen,« begynder Obama fortællingen, som blandt andet er omtalt hos Entertainment Tonight.

»En dag blev vi uvenner, og han kaldte mig en 'coon' (skældsord for en sort person, red.). Måske vidste han ikke engang, hvad en coon var. Det eneste han vidste var: 'Jeg kan såre dig ved at sige det her'«, forklarer Obama, inden han beskriver, hvor vred han blev.
»Jeg husker, at jeg slog ham i ansigtet og brækkede hans næse. Vi var i omklædningsrummet. Jeg sagde til ham: 'Du skal aldrig kalde mig sådan noget igen. Det kan godt være, jeg er fattig. Det kan være, jeg er uvidende, og jeg kan være dum og ond. Jeg bryder mig måske heller ikke om mig selv. Jeg kan være trist, men ved du, hvad jeg ikke er? Jeg er ikke dig,« fortæller Obama.
Udover racisme berører Springsteen og Obama emner som maskulinitet, faderrollen og deres egne professionelle og personlige rejser.
Bruce Springsteen – bedre kendt som 'the Boss' – fortæller blandt andet, hvordan han fik sin første guitar og lærte at spille Beatles-melodier på værelset, mens forældrene råbte: »Skru ned! Skru ned!«

'Bossen' var en af Obamas trofaste støtter under præsidentkampagnen i 2008, og han optrådte også ved gallashowet, da han blev indsat som præsident i januar 2009.
Inden Obama forlod præsidentembedet, var Springsteen en af de civile, som han gav æresbevisningen 'The Presidential Medal of Freedom'.