Ifølge USA's nyudnævnte særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, har USA ikke tænkt sig at "gå ind og forsøge at erobre nogen" eller forsøge at "overtage nogens land".

Det siger Landry natten til onsdag i tv-programmet "The Will Cain Show" på tv-stationen Fox News.

Det er første gang, at Landry giver et længere interview, siden at USA's præsident, Donald Trump, tidligere på ugen udnævnte den republikanske guvernør i Louisiana til særlig udsending.

- Vi har altid været en imødekommende nation. Vi går ikke ind og forsøger at erobre nogen eller overtage nogens land. Vi repræsenterer frihed og økonomisk styrke. Vi repræsenterer beskyttelse, siger Landry.

Da Landry bliver spurgt om, hvad han har at sige til danskerne, svarer den nyudnævnte udsending:

- Jeg synes, at vi bør diskutere det med de mennesker, der rent faktisk bor i Grønland - grønlænderne.

- Hvad er det, de søger? Hvilke muligheder har de ikke fået? Hvorfor har de ikke fået den beskyttelse, som de faktisk fortjener, spørger Landry i tv-programmet.

Det var under sin første præsidentperiode i 2019, at Donald Trump første gang begyndte at tale om amerikansk ejerskab over Grønland.

En måned inden Trump i januar i år for anden gang blev taget i ed som præsident, nævnte han igen området.

- Russiske ubåde cirkulerede hele tiden omkring Grønland. Hele tiden udvandt kineserne sjældne jordarter fra den vestlige halvkugle. Så pludselig blev Donald Trump valgt, og han sagde, at Monroe-doktrinen er en reel ting, siger Landry til Fox News.

Monroe-doktrinen er en doktrin for amerikansk udenrigspolitik fra 1823, der groft sagt handler om, at Nord- og Sydamerika er en amerikansk interessesfære, hvor andre stormagter ikke skal blande sig.

- Europa ignorerede Grønland på det tidspunkt. Grønland er ikke engang fuldgyldigt medlem af EU. Det her er muligheden for, at Grønland kan blive inviteret med om det økonomiske bord sammen med USA, siger Landry.

/ritzau/