Det er ingen hemmelighed, at det ikke lige går som den russiske præsident Vladimir Putin drømte om, inden han invaderede Ukraine.

Han regnede med, at kunne klare opgaven på et par uger, men i stedet er hans soldater endt i en stillingskrig i det østlige Ukraine. 

Her holder de ukrainske droner de russiske tropper stangen i de såkaldte killing-zones, hvor alt, der bevæger sig, bliver skudt ned af droner. 

Russerne gør minimale fremskridt, men betaler til gengæld en høj pris i russiske soldaters blod.

Nu forsøger Putins militær så at få hul igennem på slagmarken med deres pansrede mandskabsvogne og kampvogne.  

Det fremgår af den seneste opdatering fra analyseinstituttet Institute for the Study og War (ISW).

Helt konkret forsøger de russiske styrker at udstyre kampvognene med systemer, der kan dæmme op for ukrainske droneagreb.

»De russiske styrker afprøver at udstyre kampvogne med moderniserede aktive beskyttelsessystemer kaldet APS. Systemer, der yder kinetisk (som registrerer bevægelse og skyder objektet ned, red.) beskyttelse mod indkommende angreb for at øge kampvognenes overlevelsesevne mod ukrainske droner på slagmarken«. 

Ifølge ISW forsøger russerne sig med en opdatering af det såkaldte Arena-system, som er blevet brugt på kampvogne helt tilbage fra Sovjettiden. Systemet fungerer ved, at missiler eller andet, der har retning mod kampvognen, bliver skudt ned med ammunition.   

Tidligere skulle systemet forhindre antitank-missiler og granater i at ramme kampvognene. Men nu er fjenden hovedsageligt droner. 

Sådan ender mange af de russiske kampvogne, fordi de ikke kan beskytte sig mod ukrainske droner.  Bax Lindhardt

Af opdateringen fra ISW fremgår det, at Rusland ifm. et angreb i slutningen af juli med ni kampvogne og to pansrede mandskabsvogne tilsyneladende brugte Arena-M-systemet til at modgå et ukrainske droneangreb.

Det skete tæt på byen Dobropillya, der ligger tæt på de russisk-besatte områder i Donetsk, men som er under ukrainsk kontrol. Det fremgår, at ukrainske styrker ødelagde mindst en russisk kampvogn, som var udstyret med Arena-M-systemet. 

Opdateringen med en antidrone-funktion blev udviklet i 2025, og nu observerer ISW altså, at den bliver brugt i praksis på kampvogne.

ISW forventer dog ikke, at det er noget, der kan vende krigslykken for Rusland.

»Arena-M-systemet alene er i øjeblikket ikke tilstrækkeligt til at beskytte russiske mekaniserede angreb mod ukrainske droner for slet ikke at tale om alle de andre våben, som de ukrainske styrker bruger til at skabe en ‘killzone’,« skriver ISW.

Analyseinstituttet skriver desuden: 

»Det er også værd at bemærke, at Arena-M-systemet ikke sætter ukrainske forsvarsforanstaltninger (såsom bemandede våben, feltbefæstninger, landminer, indirekte ild og andre systemer) ud af spillet, som sammen med FPV-droner (minidroner, red.) skaber ‘killzonerne’«.