Donald Trump er allerede under efterforskning i Georgia anklaget for at have forsøgt at påvirke valget i 2020.

Nu viser lyden fra et nyt telefonopkald, hvordan Trump forsøgte at presse chefefterforsker i statssekretariatet i Georgia.

Det er Wall Street Journal, der har udgivet lydoptagelsen.

Den 23. december 2020 talte den daværende præsident i seks minutter med chefefterforskeren i statssekretariatet i Georgia, Frances Watson.

I lydoptagelsen kan man høre, hvordan Donald Trump forsøgte at overtale efterforskeren til at lave resultatet i Georgia om, som han tabte til Joe Biden.

»Når det rigtige svar bliver kendt, vil du blive hyldet,« skulle Trump havde sagt til chefefterforskeren.

»Jeg vandt alt undtagen Georgia. Og jeg vandt Georgia. Jeg ved det. Med stor margin. Folk ved det også. Der var noget, der skete. Der gik noget galt,« sagde Trump i opkaldet.

I samtalen beder Trump også Watson om at undersøge resultatet i Fulton County, og han fortæller hende i detaljer om, hvordan undersøgelsen skal udføres.

»Jeg kan forsikre dig om, at vores team og Georgia Bureau og Investigation kun er interesseret i sandheden og at finde oplysninger baseret på fakta,« lød svaret fra Frances Watson.

Statsadvokaten i Fulton County, Georgia, Fani Willis, har indledt en efterforskning af Trump. Trumps opkald med Watson vil være en del af denne undersøgelse.

Trump har altid benægtet, at han har gjort noget forkert. Han fortsætter også med at hævde, at valget blev stjålet fra ham.

Der er ikke fremlagt beviser på valgsvindel i Georgia.