Efterforskere i den amerikanske delstat New Mexico tog mandag hul på en ransagning af en ranch, der tidligere har tilhørt den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Det oplyser myndigheder i delstaten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Epstein og flere af hans bekendte er anklaget for at have seksuelt misbrugt kvinder og piger på adressen.
New Mexico, der er demokratisk-ledet, handler på baggrund af nye oplysninger fra dokumenter, der blev frigivet i januar.
Det gælder blandt andet en anklage om, at Epstein skal have beordret, at ligene af to piger blev begravet i bakkerne nær den afsidesliggende ejendom.
Ransagningen sker, efter at New Mexicos delstatslige justitsminister, Raul Torrez, i sidste måned besluttede at genåbne efterforskningen af Epstein.
Der er tale om en efterforskning af den afdøde rigmands påståede forbrydelser begået på ranchen. Den ligger omkring 58 kilometer syd for Santa Fe, som er New Mexicos hovedstad.
'New Mexicos justitsministerium vil fortsætte med at holde offentligheden informeret i et passende omfang, og med at støtte de overlevende og følge fakta, uanset hvor de fører hen,' lyder det i en udtalelse fra justitsministeriet.
