Nyt i Anne-Elisabeth Hagen-sagen: Her gemmer den sigtede mand sig
Den mand, der lige nu er sigtet i Hagen-sagen, har erklæret sig villig til at lade sig afhøre.

Den mand, der lige nu er sigtet i Hagen-sagen, har erklæret sig villig til at lade sig afhøre.

Det er en af de mest gådefulde og omtalte kriminalsager i Norge i nyere tid.
Snart otte år er gået, siden Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst fra sit hjem i Lørenskog øst for Oslo.
Nu har politiet sigtet en mand i sagen, som lige nu opholder sig i Istanbul.
Det skriver den norske avis Dagbladet.
Sagen startede 31. oktober 2018, da Tom Hagen – en af Norges rigeste mænd – kom hjem i frokostpausen og fandt sit hus tomt.
Eneste spor efter hustruen var et brev fra de formodede kidnappere, som krævede en løsesum i kryptovaluta.

I begyndelsen arbejdede politiet derfor ud fra en teori om, at den 68-årige kvinde blev bortført.
Ja, hendes egen mand, Tom Hagen, blev sågar selv anholdt og sigtet i sagen efter nogle år.
Nu mener politiet imidlertid, at rigmandsfruen er blevet dræbt, og at gerningsmanden eller -mændene har camoufleret det som en bortførelse.
Den mand, som nu er sigtet, er i 50'erne.

Hans advokat, Victoria Holmen, siger til Dagbladet, at hun netop har været i Tyrkiet for at tale med ham.
»Jeg har været i Istanbul og mødt min klient. Medieomtalen af sagen, og at han er identificeret på en række sociale medier, gør dette til en stor belastning for ham og hans familie,« siger Victoria Holmen til avisen.
Hun fortæller videre, at hun har været i kontakt med politiet for at høre, hvornår man kan forvente en afgørelse fra anklagemyndigheden.
»Så min klient ikke skal have denne sag hængende over hovedet,« tilføjer hun og henviser til tidligere udtalelser fra politiet.

Her fremgår det, at sigtelsen mod manden skulle være af såkaldt »teknisk karakter.«
Manden har erklæret sig villig til at lade sig afhøre og dermed bidrage til en hurtig afklaring af sagen.
Ifølge Dagbladet er manden primært interessant, fordi han angiveligt opholdt sig i Lørenskog på gerningstidspunktet.
Han er godt kendt af norsk politi og dømt for grov kriminalitet en række gange.
Politiet mener dog ikke, at det skulle være ham, der har udført selve drabet.
De seneste måneder har den sigtede efter alt at dømme rejst rundt i Østeuropa og opholdt sig hos andre kendte kriminelle.