Det er usædvanligt, men set før: En mor vælger at føde et barn, uden at nogen ser det, og efterlader det.

Det er netop sket på et hospital i Oxford, og politiet beder nu om hjælp til at finde moderen til babyen.

Doktorer og politifolk frygter for hendes helbred, og de beder hende om straks at opsøge hjælp.

Drengen menes at være blevet født ved 18-tiden tidligt mandag aften.

Det var sygeplejersker på John Radcliffe hospitalet, der opdagede den nyfødte liggende på toilettet.

For øjeblikket tager lægerne over efter den forsvundne mor og holder øje med drengen. Det skriver avisen Independent.

Sam Forster, der er chefsygeplejerske for sygehuset, siger, at hospitalet står klar med både medicinsk behandling og jordemoderassistance til kvinden for at sikre, at der ikke sker nogen komplikationer.

»Jeg appellerer direkte til babyens mor og beder hende give sig til kende. Hun bør få lægerne til at se på hende. At føde et barn er en meget følelsesmæssig proces,« siger Sam Forster og tilføjer:

»Her på hospitalet har vi både jordemødre og læger, der kan give hende den hjælp, hun må have brug for, og ikke mindst få hende genforenet med sin baby.«