På et hospital i Vietnam blev en læge mødt af et usædvanligt syn, da han assisterede ved fødslen af en lille dreng i slutningen af juni.

Først kom babyen til verden og herefter morens spiral, som den nyfødte baby tog i hånden, skriver VN Express.

Fødselslægen syntes, at det så så bemærkelsesværdigt ud, at han tog et billede og lagde det på hospitalets facebookside. Et opslag, der efterfølgende er blevet delt og liket flittigt.

»Efter fødslen tænkte jeg, at det, at han holdt spiralen, var interessant, så jeg tog et billede. Jeg havde aldrig gættet på, at det ville få så stor opmærksomhed,« udtaler lægen, Tran Viet Phuong.

Den lille drengs mor har i forvejen to børn og fik for to år siden indsat en spiral for at undgå at få flere.

Men spiralen kom på afveje, og hun blev gravid alligevel.

Spiraler anses for en meget sikker præventionsform, men i sjældne tilfælde kan spiralen enten falde ud eller flytte sig, så den ikke længere beskytter mod graviditet.

Ifølge hospitalet var den lille dreng sund og rask og vejede ved fødslen 3200 gram.