Der lader ikke til at være nogen ende på, at der opstår nye skovbrande i den flammehærgede amerikanske delstat Californien.

Kraftige vinde har torsdag vakt en ny brand til live, Hillside, der allerede har ødelagt boligkvarterer i det nordlige San Bernadino, der er et område øst for metropolen Los Angeles.

Ved daggry lokal tid måtte lokale således rømme deres hjem og flygte, inden flammernes tilsyneladende umættelige appetit udgjorde nogen fare for personskader. Det skriver Los Angeles Times.

Avisen skriver, at brandmyndighederne måtte ile til det befolkningsrige boligområde for i al hast at vække og evakuere borgere, der ikke selv havde opdaget den akut opståede fare.

Medierne reporterer flittigt fra de mange brande i Californien.
Medierne reporterer flittigt fra de mange brande i Californien. Foto: JOSH EDELSON
Vis mere

Et areal på 200 hektar blev fortæret af flammerne, mens 500 hjem blev evakueret.

En brandmand blev indlagt til observation for røgforgiftning, men derudover melder myndighederne ifølge Los Angeles Times ikke om, at nogen personer er kommet noget til som følge af branden.

I den nordlige del af staten, i området Sonoma County, lader der til gengæld til at være kontrol med branden ‘Kincade.’

Statens afdeling for skovbrug og brandbeskyttelse melder, at der nu er styr på 60 procent af branden.

En bygning er forvandlet til en brændende ruin i San Bernadino.
En bygning er forvandlet til en brændende ruin i San Bernadino. Foto: DAVID MCNEW
Vis mere

Den melding kommer efter, at hele 76.000 hektar har været ramt af skovbranden, der har stået på i en uge. 94 huse er ødelagt, men heldigvis er ingen personer så vidt vides blev dræbt af ilden.

I alt bekæmper tusindvis af brandfolk de omfattende skovbrande, der hærger fra nord til syd i Californien.

Alene i området Simi Valley, hvor skuespilleren Arnold Schwarzenegger tidligere på ugen blev evakueret fra sit hjem, er 1.000 brandfolk indsat.

Brandchef Mark Lorenzen har meldt ud på et pressemøde, at vejret i de kommende 24 timer fortsat vil give brandfolkene i området udfordringer med at begrænse ildens spredning.