EU-Parlamentet har tirsdag godkendt nye EU-regler for kørekort. De åbner for, at man på sigt kan bruge det digitale kørekort i hele EU, siger Marianne Vind (S), som er medlem af transportudvalget i EU-Parlamentet.

- Det her gør livet lettere for danskere, der kører på bilferie. Fremover kan de drøne til Köln med et kørekort på telefonen, siger Marianne Vind.

Det er dog ikke alle EU-lande, der er lige så langt fremme som Danmark med at implementere digitale løsninger. Derfor får landene i alt fire år til at implementere reglerne, så de fungerer i alle 27 EU-lande.

Så man skal huske det fysiske kørekort lidt endnu.

Og er man slet ikke tryg ved at bruge det digitale kørekort på telefonen, så giver reglerne også mulighed for at rejse afsted til andre EU-lande med det klassiske lyserøde kørekort i pungen, efter de nye regler træder i kraft.

- Det giver fleksibilitet, fordi det fysiske kørekort selvfølgelig stadigvæk kan bruges.

- Danskerne har taget det digitale kørekort til sig, og fremover bliver det gyldigt i hele Europa, siger Marianne Vind.

De nye regler betyder desuden, at en fratagelse af kørekortet vil gælde i hele EU.

Dermed kan man ikke køre i andre EU-lande, hvis man har fået frataget kørekortet i et EU-land.

Det skal øge trafiksikkerheden i hele EU:

- Det skaber bedre sikkerhed på vejene og for dem, der kører på dem.

- Det er helt skævt, at en dømt italiensk vanvidsbilist lovligt har kunnet drøne rundt på E45 i Danmark. Det sætter vi en stopper for nu, siger Marianne Vind.

De nye regler skal være med til at indfri EU's målsætning om at reducere antallet af trafikdræbte til nul i år 2050.

Den målsætning er man dog fortsat langt fra at kunne indfri, selv om antallet af trafikdræbte i EU er blevet halveret de sidste 20 år.

Sidste år blev omkring 19.800 mennesker dræbt på vejene i EU.

Det er særligt mænd, der bliver dræbt i trafikken. Omkring tre fjerdedele af de mennesker, der blev dræbt i trafikulykker i 2023, var mænd.

Samtidig bliver omkring 100.000 mennesker hvert år alvorligt såret i trafikulykker.

De nye regler er allerede forhandlet på plads med EU-landene og EU-Kommissionen.

Dermed var EU-Parlamentets afstemning den endelige bekræftelse på, at reglerne nu er vedtaget.

/ritzau/