Ifølge to af USAs største medier, så er der særligt to personer, som har hvisket kampråb i Donald Trumps ører.
Frøene blev ifølge The New York Times allerede sået i december 2025 under et møde i Mar-a-Lago. Her bad den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, angiveligt om støtte til at angribe iranske missilfaciliteter.
Herefter diskuterede USA og Israel angiveligt i hemmelighed en mulig militæroffensiv. Alt sammen mens Trump-administrationen forhandlede med iranerne om fremtiden for landets atomprogram.
Og da den israelske statsleder igen besøgte Trump, denne gang i Det Ovale Kontor 11. februar, var budskabet klart:
USA må ikke lade diplomatiet stoppe planerne om et angreb på Iran.
Avisen citerer anonyme kilder i begge lande, der siger, at Benjamin Netanyahu i månedsvis altså havde presset på for et afgørende slag mod, hvad han mente var et svækket iransk regime.

Under mødet i Det Ovale Kontor diskuterede parterne i næsten tre timer. Her var det både mulige datoer for en operation og chancen for, at præsident Donald Trump kunne nå til enighed med Iran, som blev diskuteret.
Få dage senere afviste Trump offentligt forhandlingerne med Iran. Han beskrev processen som årevis med »snak og snak og snak«.
To uger efter mødet godkendte han en massiv amerikansk-israelsk bombekampagne, der altså i weekenden endte med at dræbe Irans øverste leder.
Men Netanyahu var ikke den eneste, som pressede på for et angreb.

Den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, har også arbejdet på at overtale Trump til at udføre et angreb.
Ifølge kilder i The Washington Post ringede kronprinsen til Trump flere gange for at overtale ham til at angribe Iran.
Modstanden i Washington, D.C. var begrænset, ifølge avisen.
Selv vicepræsident J.D. Vance, der tidligere har været skeptisk over for nye krige i Mellemøsten, talte for, at USA skulle »satse stort og gå hurtigt«, hvis landet angreb først.
Ifølge avisen blev tidspunktet for angrebet i sidste ende besluttet, efter at CIA modtog oplysninger om, at Irans øverste leder og centrale militære og civile ledere skulle samles i Teheran lørdag morgen.
Fredag udstedte Trump ordren:
»Operation 'Epic Fury' er godkendt. Ingen afbrydelser. Held og lykke.«
Kort tid efter ramte missilerne.
Siden da har Iran forsøgt at svare igen og ramt amerikanske og britiske baser, samt civile mål i Golf-landene.

