USAs præsident Donald Trumps idé om at sende et amerikansk hospitalsskib til Grønland opstod under en middag i Det Hvide Hus.

Nu kaster nye oplysninger lys over, hvordan den amerikanske præsident fik ideen.

Forud for meldingen om hospitalsskibet havde Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry (th.), været i dialog med den grønlandske Trump-tilhænger Jørgen Boassen. 
Forud for meldingen om hospitalsskibet havde Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry (th.), været i dialog med den grønlandske Trump-tilhænger Jørgen Boassen.  Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Forud for den opsigtsvækkende melding fra Trump havde hans særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, haft besøg af to grønlændere. Det skriver The Wall Street Journal

En af dem var den grønlandske Trump-tilhænger og konkursramte murer Jørgen Boassen, der organiserede Donald Trump Jr.s tur til øen i januar 2025 og som flere gange har rejst til USA.

Senest besøgte Jørgen Boassen Trumps særlige udsending 13. februar som en del af en kulturudveksling under Mardi Gras-festivalen i Louisiana.

Landry delte to dage senere et billede af mødet på det sociale medie X.

Under besøget skulle han have fortalt Landry, at det grønlandske sundhedssystem er forværret. Han bad ikke specifikt om hospitalsskibet, men han skulle have sagt, at »enhver hjælp er værdsat«, skriver The Wall Street Journal. 

Jørgen Boassen fortæller mediet, at han overnattede i Jeff Landrys palæ, og i den forbindelse spurgte Landry ifølge Boassen ind til, hvad USA kan gøre for Grønland.

»Jeg fortalte ham, at vores sundhedsvæsen er i forfald, og at folk er syge. Nogle mennesker får først stillet en diagnose for sent,« siger Jørgen Boassen til mediet.

Jørgen Boassen sagde mandag, da han stadig befandt sig i Louisiana, at han mener, at det er ham, der fik Trump til at sige, at han vil sende hospitalsskibet. Det sagde han til DR

Jeff Landry bekræfter over for The Wall Street Journal, at han drøftede spørgsmålet om Grønland med Jørgen Boassen under besøget i Louisiana. 

»Den ting, der sprang i øjnene, var sundhedsvæsnet,« siger Landry til mediet.

Landry fortæller videre, at han drøftede emnet med den amerikanske præsident under en middag i Det Hvide Hus lørdag.

Natten til søndag dansk tid skrev Trump på det sociale medie Truth Social, at han sammen med »den fantastiske guvernør i Louisinana, Jeff Landry« ville sende et hospitalsskib afsted med kurs mod Grønland. 

Den grønlandske regeringschef Jens Frederik-Nielsen har gjort det klart, at der ikke er behov for skibet 

»Det bliver et nej tak herfra,« lød det fra ham.

Tirsdag viser data fra skibssporingshjemmesider, at det ene ud af to amerikanske hospitalsskib, 'USNS Mercy', har forladt Alabama.

Det er endnu uklart, hvor det er på vej hen.