Storbranden i et parkeringshus i Sola i Stavanger Lufthavn opstod IKKE i en el-bil, som norsk politi i første omgang ellers oplyste.

Derimod er det en ældre dieselbil, som har forårsaget den voldsomme brand, som formentlig har totalskadet 300 personbiler og måske endnu flere.

Det er Elisabeth Vorland, sektionsleder og efterforskningsleder ved Sandnes Politi, som onsdag formiddag kommer med de nye oplysninger i en pressemeddelelse:

»Vi har afhørt ejeren af den ældre dieselbil, hvor branden i parkeringshuset i Stavanger Lufthavn i Sola opstod i går eftermiddag. Vi har også afhørt flere vidner, som så branden i startfasen. Vi har desuden hentet en del videomateriale ind, og det arbejde fortsætter vi med,« siger Elisabeth Vorland.

I første omgang var meldingen fra myndighederne ellers, at branden efter alt at dømme var opstået i en el-bil. Men det er altså ikke tilfældet, lyder det nu fra de norske myndigheder.

Den - altså ikke korrekte - oplysning om opstået ild i en el-bil i det store parkeringshus, har vakt enorm røre. Ikke mindst fordi netop Norge er kendt som verdens førende elbil-nation, hvor særligt den amerikanske Tesla er et hit på de norske veje.

Forsikringsselskabet Gjensidige Skadeforsikrings kommunikationschef sagde tirsdag aften i et interview hos norske TV 2, at de mange ladestandere i for eksempel p-huse er til gene, fordi brandbilerne ikke kan komme forbi, hvis der skulle opstå brand.

Men det største problem er, at elbilernes batterier er meget farlige, hvis der opstår brand.

»Begynder de at brænde, kan ikke engang brandvæsenet slukke det. Hvis branden først tager fat, vil det bare fortsætte med at brænde. Det varer ved i lang tid og faren for, at det spreder sig, er stor. Og hvis brandvæsenet ikke kan komme til, kan det få katastrofale følger,« siger Gjensidiges kommunikationschef Bjarne Aani Rysstad til norsk TV 2.

Sola 20200107. Brann i parkeringshuset på Stavanger lufthavn Sola Foto: Carina Johansen / NTB scanpix
Sola 20200107. Brann i parkeringshuset på Stavanger lufthavn Sola Foto: Carina Johansen / NTB scanpix Foto: Carina Johansen
Vis mere

Ifølge kommunikationschefen findes der endnu ikke en teknisk ordentlig løsning til at slukke brande i elbiler og deres batterier og ladestandere.

Det er ikke længe siden, der sidst blev advaret mod 'batteribrande' i Norge. Lige før jul gik brandvæsenet ud og sagde, at de frygtede netop denne slags brande blandt elbiler, skriver norske TV 2.

Her nævnte Bergen Brandvæsen, at de meget brandbare elementer i batterierne giver en voldsom røgudvikling med høje temperaturer. Og at der derudover er giftige gasser i røgen fra batterierne.

Har du oplevet en elbil bryde i brand? Så tip os på 1929@bt.dk.

I storbranden i parkeringshuset i Stavanger Lufthavn begyndte dele af tagkonstruktionen tirsdag aften at falde sammen, og derfor blev røgdykkerne nødt til at forlade bygningen af hensyn til deres egen sikkerhed.

Ydermere måtte brandvæsenet sent i aftes konstatere, at branden har spredt sig fra første til anden etage af parkeringshuset. Siden er branden fortsat, og indtil videre er antallet af formodede totalskadede køretøjer oppe på omkring 300.

Det brændende parkeringshus har fem etager.