Et billede af et gyldent Trump Tower midt i en lille grønlandsk bygd. 

Det både chokerede og provokerede grønlændere og danskere, da Donald Trump i sin første embedsperiode postede et billede på det daværende Twitter, der tydeligt viste, at den amerikanske præsident pønsede på at overtage Grønland. 

Det kom tydeligvis bag på politikerne, at vores ellers så trofaste allierede havde skumle bagtanker.

Men ifølge en artikel i magasinet The New Yorker, som Berlingske har set nærmere på, så burde vi havde været meget bedre forberedte på kravene fra amerikansk side. 

Det var nemlig på ingen måde et pludseligt indfald fra Trumps side. 

»Vi har simpelthen været for naive,« siger forsvarsanalytiker, Jacob Kaarsbo, til den amerikanske avis. Han har tidligere arbejdet i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Grønlændere har flere gange klart signaleret, at de ikke bryder sig om Donald Trump. 
Grønlændere har flere gange klart signaleret, at de ikke bryder sig om Donald Trump.  Arkivfoto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix

Trumps Grønlands tweet stammer fra sensommeren 2019, men artiklen viser, at præsidenten over for sine nærmeste rådgivere i lang tid forinden havde luftet ideen om at overtage Grønland. 

Blandt andet bad han sin daværende viceassistent, Fiona Hill, og det amerikanske udenrigsministeriums arktiske specialist, Markus Thomi, om at udarbejde et memo, der redegjorde for USAs militære muligheder i forsvarsaftalen mellem Danmark og USA fra 1951. 

Det er en aftale, der indebærer, at USA som en del af NATO-samarbejdet skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland.

Den daværende sikkerhedsrådgiver John Bolton var én af dem, der kendte til Trumps planer, længe før de blev offentligt kendte.

Trump har i flere år haft planer om at overtage Grønland. 
Trump har i flere år haft planer om at overtage Grønland.  Arkivfoto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

»Vi er nødt til at få den idé ud af hans hoved, før han annoncerer til hele verden, at han vil købe Grønland,« sagde han ifølge The New Yorker til Hill dengang. 

Fiona Hill beskriver i artiklen Trump-administrationens begær for Grønland »som at se gribbe kredse om et lig.«

Under et møde mellem præsidenten og den danske ambassadør i Washington forsøgte hun at signalere til den danske udsending, at der var noget helt galt.

»Men danskerne forstod det ikke,« siger hun i artiklen.

Og så kom det kontroversielle købstilbud pludselig og chokerede alt og alle.

Derefter gav Trump sin stabschef i Det Nationale Sikkerhedsråd, Alexander Gray, besked på at nedsætte en hemmelig komité.

Den skulle arbejde fordækt og parallelt med det officielle diplomatiske spor med at overbevise Grønland om at løsrive sig fra Danmark og nærme sig USA. 

Det arbejde fortsatte hele Trumps embedsperiode, ifølge artiklen. 


 Donald Trump har udnævnt guvernør Jeff Landry til USAs særlige udsending til Grønland. 
Donald Trump har udnævnt guvernør Jeff Landry til USAs særlige udsending til Grønland.  Arkivfoto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Jacob Kaarsbo siger til magasinet, at der i dansk sammenhæng er tale om nye oplysninger.

»Det synes jeg vidner om, at vi har været alt for blåøjede. Der har været nogle klare signaler, som vi i Danmark slet ikke har fanget, og det giver god grund til se indad,« siger han.

Kaarsbo kalder det amerikanske konsulat i Nuuk for »et besættelseskontor,« og at det nu må være slut med at være naive. 

»Vi må erkende, at USA nu er en fremmed magt, som forsøger at overtage Grønland. Nu gør de det primært gennem forretningsmænd og med ussel mammon,« siger han.