Den amerikanske justitsminister Pam Bondi har sendt en liste til Kongressen.
Listen rummer endnu en række kendte, der har været i kontakt med eller er blevet omtalt af Jeffrey Epstein. Det skriver det amerikanske medie Politico, der offentliggør listen.
Navnene, der dækker over kendte, kongelige og politikere, kan både have haft direkte kontakt med den afdøde rigmand eller bare være nævnt af enten Epstein selv eller Ghislaine Maxwell, skriver Pam Bondi i et medfølgende brev.

Ikke mindre end 306 navne på både levende og for længst afdøde er nævnt. Blandt andre står Janis Joplin, Pave Johannes Paul II og Elvis Presley på listen side om side med navne som Edward Snowden, Mark Zuckerberg og Bruce Springsteen.
Listen bliver fremlagt efter Pam Bondi i denne uge stod skoleret overfor kongresmedlemmerne i en høring om ministeriets håndtering af Epstein-sagen.
I det medfølgende brev til Kongressen understreger justitsministeren, at der kan være stor forskel på hvilken kontakt de navngivne har haft til rigmanden.
»Nogle personer havde omfattende direkte e-mail-kontakt med Epstein eller Maxwell, mens andre personer kun er nævnt i en del af et dokument (herunder presseberetninger), der umiddelbart ikke har nogen relation til Epstein og Maxwell,« skriver Pam Bondi til kongressen.


