To personer er lørdag formiddag fundet døde i det sydlige Norge.
På et pressemøde oplyser politiet, at der er mistanke om drab, og man har nu indkaldt ekstra assistance.
Det var lørdag formiddag i den lille by Kopervik på øen Karmøy lidt nord for Stavanger, at en ansat i et bofællesskab pludselig fandt en død person.
Vedkommende fik fat i politiet, der rykkede ud til stedet, og under en gennemgang af de 15 andre boliger i bofællesskabet, fandt man yderligere en død person.
Det oplyser det lokale politi lørdag eftermiddag på et pressemøde.
Ifølge det norske medie Nettavisen fortæller politiet, at der er fundet skader på begge døde personer, hvilket får politiet til at mistænke, at de er blevet dræbt.
Politianklager Fredrik Martin Soma udtaler ifølge det norske medie NRK, at de lige nu holder alle muligheder åbne, men tilføjer:
»Vi ser disse to sager i sammenhæng og arbejder med udgangspunkt, at det drejer sig om samme gerningsperson.
Politianklager Fredrik Martin Soma fortæller videre, at de døde personer endnu ikke er identificeret, og derfor har man ikke kunne underrette de pårørende.
Politiet har sikret spor på stedet og er nu i gang med at afhøre vidner.
Der er endnu ikke anholdt nogen i sagen.
Politiet i Kopervik har bedt om hjælp fra det norske specialpoliti Kripos.
Yderligere er beredskabstropperne på vej til stedet.
