Nye detaljer i uhyggelig sag: Blev fundet fuldt påklædt
Der er kommet nyt om sagen i Brighton, der har rystet hele England.

Der er kommet nyt om sagen i Brighton, der har rystet hele England.

Tre kvinder blev fundet døde i havet i Brighton onsdag.
Kvinderne siges nu at være blevet identificeret, og særligt en detalje vækker opsigt.
Torsdag kunne politiet oplyse, at kvinderne er blevet identificeret, men efterforskerne har stadig ingen idé om, hvordan de er endt i vandet.
Det skriver norske Dagbladet.
Ifølge flere medier var kvinderne fuldt påklædte, da de blev fundet. Derudover blev der fundet håndtasker og frakker på stedet, som formentlig tilhører dem.
Man anslår kvinderne til at være mellem 20 og 30 år gamle.

Klokken 5:45 onsdag morgen rykkede redningstjenester ud til promenaden på Madeira Drive efter meldinger om en kvinde i vandet.
De fandt dog to døde kvinder mere i området.
Lige nu efterforsker politiet flere mulige spor, herunder at kvinderne muligvis er gået i havet nær Marina Drive og derefter er kommet i problemer, ifølge BBC.
Politiet har bedt offentligheden om tips i sagen.
De mystiske dødsfald har rystet hele England, og politiet beskriver hændelsen som 'tragisk'.
»Dette er en tragisk hændelse, og vi arbejder hurtigt på at bekræfte identiteten af de tre kvinder og forstå præcis, hvad der skete,« sagde politiinspektør Adam Hays på en pressekonference onsdag.