Nye detaljer i sagen om sværd-angreb på svensk skole
Den formodede gerningsmand var angiveligt 'klædt ud', da angrebet fandt sted.

Den formodede gerningsmand var angiveligt 'klædt ud', da angrebet fandt sted.

En tragedie ramte fredag Sverige, da en mand angreb et gymnasie i byen Fagersta med et sværd.
En person er blevet dræbt og tre er sårede efter angrebet - to af dem alvorligt skadede, oplyste det svenske politi fredag aften.
Klokken 14:06 modtog politiet anmeldelsen, og siden er den formodede gerningsmand blevet anholdt. Der blev affyret skud under anholdelsen, lyder det.
De to alvorligt sårede, hvis tilstand siden skulle være stabil, er begge under 18.
Den formodede gerningsmand er en 18-årig mand, og ifølge det svenske medie Aftonbladet, er manden også tidligere elev på Brinellskolan, hvor angrebet skete.
Mediet beretter nu om flere detaljer vedrørende den formodede gerningsmand.
Han skulle angiveligt være kendt af politiet allerede og tidligere være dømt for overfald.
Desuden viser dokumenter, som mediet er kommet i besiddelse af, at den 18-årige har en historik med psykisk sygdom.
Samme medie beretter også om, at den mistænkte skulle være klædt ud som Anton Lundin Pettersson, der i 2014 dræbte tre personer i et skoleangreb i Trollhättan iført sort hjelm, sort tøj samt en maske, der dækkede ansigtet.
Flere svenske medier, herunder Expressen, beretter om, at der kort før det skrækkelige angreb skulle være blevet delt billeder af et sværd fra en Tiktok-konto.
På billedet var der angiveligt også teksten 'No more edits' (ikke flere redigeringer) og en trist emoji.
Tiktok-kontoen blev i løbet af dagen fjernet, men ifølge Expressen har den tidligere delt klip, der skulle rose mordere herunder Anton Lundin Pettersson og Anders Behring Breivik.
Ifølge Aftonbladet er politiet bekendt med den pågældende konto, som de nu efterforsker.
Fredag aften meddelte politiet, at der ikke antages at være flere gerningsmænd.