Han var ud af en søskendeflok på 11 børn. Otte piger og tre drenge. Han var social, udadvendt og drak alkohol. Indtil for 2,5 år siden.

Herefter ændrede han karakter. Trak sig fra sine venner. Sin familie. Forsvandt ind i religionen.

I et interview med den franske avis Sud Ouest afslører moren og en af brødrene til Brahim al-Aouissaoui – den 21-årige mand, der er anholdt og sigtet for tre drab begået i en kirke i Nice torsdag – hidtil ukendte detaljer om den formodede gerningsmand.

Blandt andet fortæller de, at Brahim om onsdagen – dagen før han i terrorens navn er mistænkt for at knivdræbe sine tre ofre – ringede til sin familie og fortalte, at han nu ville tage til Frankrig.

Beboerne i Nice er dybt chokerede over, at byen endnu en gang er centrum for en bestialsk terrorhandling. I 2016 blev 86 personer dræbt, da en terrorist kørte ind i en stor menneskemængde med en lastbil.
Beboerne i Nice er dybt chokerede over, at byen endnu en gang er centrum for en bestialsk terrorhandling. I 2016 blev 86 personer dræbt, da en terrorist kørte ind i en stor menneskemængde med en lastbil. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Før det havde han opholdt sig i Italien, hvor han ifølge familien havde arbejdet med at høste oliven.

21-årige Brahim forlod allerede Tunesien, hvor han boede med sin familie i byen Sfax i den østlige del af landet, den 14. september. Her betalte han sig ombord på en migrantbåd mod en lysere fremtid i Europa. Noget han ifølge familien allerede havde forsøgt en gang tidligere, dog uden at lykkedes.

Blev pludselig mere religiøs

Nogle år forinden havde han efter gymnasiet fået arbejde som automekaniker og var ifølge mor og bror både social, udadvendt og lignede en hvilken som helst anden teenager.

Men før sin 19. fødselsdag, ændrede Brahim karakter.

Med et blev han mere religiøs. Han trak sig ind i sig selv, og efter noget tid var det ikke længere den samme ung mand, der boede hjemme med sine forældre og de mange søskende i Sfax.

»Han begyndte at bede for ca. to og et halvt år siden. Han gik direkte hjem efter arbejde, gik ikke ud og var aldrig rigtig sammen med andre,« fortæller moren til Sud Ouest.

Politiet kendte ham - men ikke som radikal

Da 21-årige Brahim al-Aouissaoui torsdag formiddag ifølge sigtelsen mod ham begik sin udåd i Nice, var der ingen, der mistænkte ham for noget. I hvert fald ikke noget, der kunne relateres til islamistisk terror.

Hverken hos de franske eller tunesiske myndigheder figurerede Brahim med navn eller billede på deres lister over radikaliserede personer, der var værd at holde øje med.

Notre Dame-kirken i Nice hvor terrorangrebet fandt sted.
Notre Dame-kirken i Nice hvor terrorangrebet fandt sted. Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

Det eneste, de tunesiske myndigheder kendte til Brahim, var et par forseelser for vold og stoffer.

Brahim al-Aouissaoui blev kort efter angrebet i kirken skudt af det franske polti, og han har siden været indlagt med alvorlige kvæstelser.