Nye detaljer afslører: Bill Gates mødte Epstein cirka 30 gange
De to rigmænd mødtes omkring 30 gange mellem 2011 og 2014.

De to rigmænd mødtes omkring 30 gange mellem 2011 og 2014.

Microsoft-stifter og rigmand Bill Gates mødtes med den afdøde Jeffrey Epstein omkring 30 gange.
Og det skete til trods for flere af Gates medarbejdere rejste bekymringer vedrørende Epsteins omdømme.
Det viser en ny gennemgang af de såkaldte Epstein-filer, skriver Sky News.
Et eksternt advokatfirma har foretaget undersøgelsen, bestilt af Gates Foundation – en velgørenhedsorganisation som Bill Gates selv er formand for.
Gennemgangen giver dog ikke anledning til at mistænke Bill Gates for at have gjort noget ulovligt med Jeffrey Epstein.
Ifølge undersøgelsen er der heller ingen beviser for pengetransaktioner mellem de to rigmænd eller deres forretninger.

Sidste år stod det allerede klart, at Gates havde mødt og været i kontakt med den dømte sexforbryder, da Epstein-filerne afslørede mailkorrespondancer og billeder af de to forretningsmænd.
I juni afgav Gates sin forklaring af sagen ved et lukket interview for Repræsentanternes Hus' Tilsynsudvalg:
»Jeg vil gerne sige det meget klart: Jeg har aldrig været vidne til eller haft nogen indikation af, at Epstein var involveret i vedvarende kriminel adfærd.«
Den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein blev i 2008 dømt for at have skaffet mindreårige piger til prostitution og afsonede 13 måneders fængsel.
I juli 2019 blev han igen anholdt og tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse og overgreb mod mindreårige.
Mens han sad varetægtsfængslet og afventede retssagen, blev han fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Han nåede derfor aldrig at få sagen prøvet ved retten.