De brænder stadig regnskoven af i Brasilien, og på det seneste er brandene tiltaget i omfang. Brandene truer nu også dyrene i de ellers beskyttede nationalparker.
Der sættes ild til skovene for at skabe plads til at dyrke soja, så landmændene kan producere kvæg.
»Vi har set hjortekalve med brændte ben, forkullede aber og jaguarer med brændte poter,« fortæller João Almeida, der er direktør i World Animal Protections afdeling i Brasilien.
Private organisationer kæmper nu side om side med de lokale brandfolk flere steder i den brasilianske regnskov for at slukke brandene og redde så mange dyr som muligt.

Den store jaguar – en af regnskovens mest ikoniske skabninger – er særlig truet af de nye brande. De har nu bredt sig til den statslige nationalpark Encontro das Águas i Pantanal nær grænsen til Bolivia. Netop her befinder klodens største bestand af vilde jaguarer sig.
Det får organisationen World Animal Protection til at sende katastrofehjælp til netop Pantanal-området i Brasilien.
Samtidigt retter organisationen en appel til danskerne om at bidrage til at redde dyrene og naturen i en af verdens vigtigste regnskove.
»De påsatte brande … truer nu også ekstremt sårbare områder i Pantanal, hvor blandt andet den udryddelsestruede jaguar har et af sine vigtigste habitater. Derfor har vi nu etableret et samarbejde med to store lokale organisationer,« siger Esben Sloth, der er kampagnechef i Danmark for World Animal Protection, i en pressemeddelelse.
Ifølge de nyeste tal fra overvågningen af de brasilianske regnskove er der startet mere end 3.500 nye brande de sidste måneder.
»Hvis dyrene ikke dør øjeblikkeligt eller som følge af deres skader, omkommer de på længere sigt af mangel på føde, når deres levesteder forsvinder i et tempo, der er næsten ubegribeligt,« siger Esben Sloth.
Pantanal, der er verdens største tropiske vådområde, er hjem for mere end 170 særlige arter af pattedyr, 650 fuglearter og 250 særlige arter af fisk. Alene sidste år forsvandt næsten 30 procent af det enorme område.
»En stor del af den soja, der dyrkes på de marker, der før var regnskov, eksporteres til USA og Europa. Der bruges den som foder til grise, der ender som pølser, flæskesteg og skinke i supermarkedernes kølediske,« siger Esben Sloth.

»For når brasilianske firmaer og deres partnere i USA og Europa er med til at rydde regnskov for at producere bøffer og svinefoder, lider de vilde dyr i regnskoven, og vi opretholder det højintensive landbrug, som vores tamdyr lider under,« fortsætter han.

