I opløbet til krigen i Ukraine vakte en række billeder af den russiske præsident, Vladimir Putin, enorm opsigt verden over.

Her sad præsidenten ved lange borde, langt fra sine gæster med klare signaler til omverdenen. Men nu har Putin umiddelbart valgt en ny tilgang.

En række nye billeder af præsidenten ved møder er blevet udsendt af Kreml.

Herunder gennemgår kropssprogsekspert Pernille Slot de nye billeder én for én. Og der er flere klare ligheder.

Første billede er taget på Putins kontor. Præsidenten sidder foran sit skrivebord ved et lille bord. Både Putin og kvinden, der hedder Veronika Skvortsova og er chef for Ruslands Medicinske og Biologiske Agentur, sidder fremme på stolen.

Nyt billede af Vladimir Putin til møde med Veronika Skvortsova.
Nyt billede af Vladimir Putin til møde med Veronika Skvortsova. Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV
Vis mere

»Det første, jeg lægger mærke til, er de alt for store møbler. Det er jo som at se dukker i et alt for stort dukkehus. Nærmest som en kongetrone. Det er jo helt galt. Selv bordet er forkert,« siger Pernille Slot.

»Normalt skal albuen være i 90 graders vinkel, for at man sidder bedst. Her hænger de nærmest over bordet,« siger hun.

I modsætning til en række billeder af Putin, hvor han har siddet for enden af et langt bord eller i den anden ende af en stor sal med sine gæster på lang afstand, er der sket noget.

»Afstanden på de her billeder er betydeligt mindre end på de billeder, vi har set tidligere. Det indikerer, at gæsten er en, han stoler på. En fra inderkredsen. Det kan selvfølgelig også være, at Putin har lyttet til de medier, som har bemærket den tidligere store afstand,« siger Pernille Slot.

Det næste billede er af Putin og den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko.

De to statsledere sidder i nogle hvide stole med et lille bord mellem dem. Her bemærker Pernille Slot Putins holdning.

Vladimir Putin med Hvideruslands præsident Alexandr Lukasjenko.
Vladimir Putin med Hvideruslands præsident Alexandr Lukasjenko. Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV
Vis mere

»Hvis man ser på Putins venstre hånd, så holder den fast i stolen. Samtidig sidder han skævt på stolen. Han sidder nærmest slasket. Det havde man ikke set en amerikansk eller fransk præsident gøre. De havde siddet med rank ryg,« siger Pernille Slot og uddyber:

»Det er et signal på, at han er afslappet. Der er kun et lille skjold mellem dem i form af bordet. Putin sidder skævt, som man kun gør hjemme i sofaen. Det kan også give et indtryk af ligegyldighed,« siger hun.

Kropssprogseksperten påpeger desuden, at Putins krop på billedet nærmest er knækket i sin positur.

»Det er som en knækket vandslange. Når man sidder sådan, performer man normalt ikke optimalt,« forklarer hun.

Det sidste billede stammer fra et videomøde, Putin afholdt med sit nationale sikkerhedsråd 11. marts.

Vladimir Putin under møde med sit sikkerhedsråd.
Vladimir Putin under møde med sit sikkerhedsråd. Foto: SPUTNIK
Vis mere

»Putin kigger ikke engang på skærmen. Han ligner en, der keder sig. Bordet og stolen virker også alt for store. Og den måde, han sidder med sine hænder og fødder, giver det indtryk, at han er ligeglad,« siger Pernille Slot.

»Når man ser på Putin, så hænger han i armene. Det gør man enten, hvis man er træt eller keder sig. Han ligner en mand, der ikke er fokuseret,« uddyber hun.

Hun har også bemærket bordet, Putin sidder ved.

»Bordet er helt tosset. Alt for stort. Det samme er stolen. Det er sådan noget, man brugte i kongernes tid, hvor den med mest plads og størst ting havde mest magt. Men det er uddateret. Han må næsten have fyret alle sine nonverbale specialister,« siger hun.

Hele vejen igennem har hun bemærket de alt for store møbler, som Putin har benyttet sig af.

Og det giver ikke mening, når man som Putin gerne skulle udstråle at være magtfuld.

»Når man praler med sin magt, så er det ikke klogt at sætte sig som en dukke i alt for store møbler. Det er bare ikke smart.«