Demokraterne vil tirsdag aften fremvise helt nyt bevismateriale mod den daværende præsident Donald Trump i forbindelse med hans anden rigsretssag – og det kan godt blive voldsomt.

Det er nemlig bevismateriale, der ikke tidligere har været fremme i offentligheden. B.T.s internationale korrespondent mener, at det godt kan gå hen og blive »uhyre spændende«, hvis det, de har på Trump, er voldsomt nok.

»Der er jo faktisk mange republikanere, der ikke støtter Trump, men mere er bange for ham. Så hvis demokraterne virkelig kommer med noget helt nyt, så kan det godt være med til at skubbe til de usikre republikanere, så demokraterne kan få Trump dømt,« siger Jakob Illeborg.

Demokraterne, der fungerer som anklagere i rigsretssagen, forventes at fremlægge beviser i form af nyere videooptagelser fra 6. januar, hvor en stor gruppe Trump-tilhængere stormede Kongressen, og fem mistede livet.

Jakob Illeborg tror dog ikke, at den tidligere præsident bliver dømt. Det kræver nemlig 66 stemmer mod Trump, og det er meget usandsynligt, at der er 16 republikanere, som kommer til at stemme mod Donald Trump.

»Man skal slet ikke udelukke, at det bliver voldsomt. Indikationerne de sidste par uger har været, at der var republikanerne, som faktisk ville stemme mod Trump og stillede spørgsmål ved, om han overhovedet skal være den kommende præsidentkandidat for republikanerne. Siden da er de dog trukket lidt i land igen,« siger Jakob Illeborg.

Derfor er det på nuværende tidspunkt meget usandsynligt, at republikanerne vender sig mod Trump.

»Det skal være så ‘upræsidentielt’, hvis de (demokraterne red.) skal vende dem (republikanerne red.). Det skal være soleklare nye beviser. Men selv der kan det være besværligt at vende dem,« siger han og fortsætter.

ARKIV - Her ses Trumps tilhængere storme kongressen 6. januar. Foto: Scanpix
ARKIV - Her ses Trumps tilhængere storme kongressen 6. januar. Foto: Scanpix Foto: SAUL LOEB
Vis mere

»Selv hvis de fem ‘usikre’ republikanere skulle ende med at vende sig mod Trump, så mangler de (demokraterne red.) stadigvæk at vende 12 øvrige republikaner. Og det bliver svært. Jeg tror, der kommer et flertal mod Trump, og det i sig selv er jo meget voldsomt.«

Trump har stort set været tavs, siden han forlod Det Hvide Hus 20. januar. Han er flyttet til Florida, hvor han bor sammen med familien på sit feriested Mar-a-Lago.

Donald Trump har via sine advokater meddelt, at han ikke kommer til at vidne i sagen. Advokaterne har endvidere udtalt, at sagen er »absurd«, og at man slet ikke kan stille en tidligere præsident for en rigsret.

Og det er også noget, republikanerne vil argumentere for.

»Republikanerne vil gerne udenom alt det der. Det kan de undgå ved at stå sammen. Republikanerne vil argumentere for, at man i virkeligheden slet ikke kan dømme en afgået præsident. Så længe de står sammen, så kan demokraterne faktisk ikke gøre noget, siger han.«

Det er første gang i historien, at en præsident bliver sendt i rigsretten to gange. Første gang Donald Trump var i en rigsret var i 2020 – her blev han anklaget for magtmisbrug, hvor Donald Trump brugte sit embede til at presse Ukraines regering. USA ville tilbageholde militærstøtte, hvis ikke præsident Volodimir Zelenskij annoncerede, at Ukraine ville undersøge Trumps politiske modstander, Joe Biden, og dennes søn for korruption, lød det.

Donald Trump blev dog frikendt 5. februar 2020.

»Der er dog ingen tvivl om, at det bliver uhyre spændende. Specielt nu hvor demokraterne har det her bevismateriale, som vi ikke ved noget om endnu. Det kan jo være, at der skete mere 6. Januar, vi ikke ved noget om,« siger Jakob Illeborg.

Rigsretssagen begyndte omkring klokken 19 dansk tid 9. februar.

Demokraterne indledte sagen 13. januar, hvor Trump stadigvæk sad i embedet.

Andre læser også