Skulle den amerikanske præsident, Donald Trump, få lyst til at tjekke meningsmålinger for tiden, er der dårligt nyt at hente for ham.

Et stort flertal af de amerikanske vælgere giver nemlig nu udtryk for, at de tvivler på, at han vil acceptere resultatet, hvis republikanerne taber til det kommende – og afgørende – midtvejsvalg. 

Det viser en meningsmåling foretaget af The Washington Post, ABC News og Ipsos.

Selv hos de republikanske vælgere er der tvivl at spore.

I målingen svarer 36 procent af dem, at de ikke har tillid til, at Trump vil acceptere et nederlag for Det Republikanske Parti.

Dog er tallet væsentligt højere hos de uafhængige og demokratiske vælgere.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her under et vælgermøde i North Carolina den 20. oktober. Foto: Anna Moneymaker/AFP/Ritzau Scanpix

Hele 77 procent af førstnævnte og 94 procent af sidstnævnte har ikke tillid til, at Trump vil acceptere et nederlag, lyder det.

På trods af det viser målingen også, at næsten lige mange demokratiske og republikanske vælgere har tillid til, at valget vil foregå retfærdigt og korrekt.

Målingen viser nemlig, at 70 procent af demokraterne og 67 procent af republikanerne har tillid til netop det.

Den manglende tiltro til, at den amerikanske præsident vil acceptere et muligt nederlag, kan formentlig hænge sammen med, at han i årevis har forsøgt at så tvivl om valgresultater.

Blandt andet hævder han fortsat – og uden beviser – at han blev snydt for sejren under præsidentvalget i 2010, som han tabte til den demokratiske kandidat Joe Biden.

Den nye måling viser ifølge The Washington Post, at amerikanerne har større tillid til, at ledere i Det Demokratiske Parti vil acceptere et nederlag til midtvejsvalget, som afholdes 3. november.

61 procent udtrykker i målingen stor eller en vis tillid til det.

Målingen blev foretaget i perioden fra 9. til 13. oktober blandt 2.545 voksne amerikanere fra hele landet.

Der er en statistisk usikkerhed på to procentpoint.

Målingen er ikke den eneste, der har tegnet et dårligt billede for Donald Trump den seneste tid. 

I sidste uge viste en måling, som analyseinstituttet Ipsos har udført på vegne af nyhedsbureauet Reuters, at opbakningen til ham er faldet til det laveste niveau nogensinde.

Det kan du læse mere om i artiklen HER.