Få dage efter at en dødelig tyfon ramte Filippinerne, er redning- og eftersøgningsarbejdet lørdag blevet midlertidigt indstillet i den hårdt ramte provins Cebu.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Årsagen er, at en ny tyfon, som har navnet Fung-wong, snart ventes at gå i land.
Den har en radius, der kan dække "næsten hele landet", udtaler en meteorolog fra landets regering.
- Foruden de kraftige vinde kan vi også forvente kraftig regn, 200 millimeter - eller mere - nedbør, hvilket kan forårsage omfattende oversvømmelser, ikke kun i lavtliggende områder, lød det fra meteorolog Benison Estareja på en pressebriefing tidligere lørdag.
Natten til lørdag dansk tid bevægede tyfonen sig vestpå mod øen Luzon med vindhastigheder på 140 kilometer i timen og vindstød på 170 kilometer i timen.
I kystprovinsen Aurora, hvor Fung-wong forventes at gå land sent søndag eller tidligt mandag morgen, er redningsmandskabet gået fra dør til dør og har opfordret indbyggerne til at søge mod højere terræn.
På øen Catanduanes har indbyggerne bundet deres huse fast og lagt vægte på deres tage.
Tidligere på ugen blev landet ramt tyfonen Kalmaegi, som ifølge katastrofedatabasen EM-DAT er den dødeligste i år.
Mindst 204 personer blev dræbt, og 109 er savnet ifølge de seneste tal fra landets regering.
Næsten 70 procent af ofrene boede i provinsen Cebu, hvor biler og skibscontainere blev skyllet væk i oversvømmelserne. Derudover er 57 savnet i Cebu ifølge regeringen.
Men nu er rednings- og eftersøgningsindsatsen altså midlertidigt stoppet.
- Vi fik ordre om midlertidigt at stoppe eftersøgningen, redningen og bjærgningen klokken 15 i dag (lørdag, red.), siger Myrra Daven, der arbejder med redningen.
- Vi kan ikke risikere vores redningsfolks sikkerhed. Vi ønsker ikke, at de skal være de næste ofre, lyder det videre.
De ødelæggende vinde og kraftige regnskyl ramte Vietnam sent torsdag lokal tid, hvor mindst fem blev dræbt. Tyfonen væltede også træer, beskadigede huse og fik strømmen til at gå.
/ritzau/AFP
