Ny teori om klatrepar: Sådan kom de ind i Empire State Building
Dagen derpå dukker nye detaljer op om det virale stunt, som bragte et russisk-amerikansk par på kant med loven og i overhængende livsfare.

Dagen derpå dukker nye detaljer op om det virale stunt, som bragte et russisk-amerikansk par på kant med loven og i overhængende livsfare.

Anklagemyndigheden i New York har nu en formodning om, hvordan to vovehalse onsdag lykkedes med at kravle op i toppen af byens 450 meter høje Empire State Building.
Det skriver ABC News, dagen efter parret blev anholdt for det virale stunt, som har kastet fascinerende billeder af sig.
De to russisk-amerikanske borgere på 33 og 32 år dukkede onsdag op i bygningens spir, hvor de foldede et flag ud med et budskab om kærlighed og fred i verden.
Efterfølgende kunne man se Ivan Kuznetsov fri til sin klatrepartner, Angela Nikolau, inden de to omfavnede og kyssede hinanden i næsten 500 meters højde.
Torsdag dukkede de to op i retten i New York City og forlod senere stedet hånd i hånd med smil på læben.
Selvom de er sigtet for flere alvorlige forbrydelser, er de indtil videre blevet løsladt under tilsyn.
Dagen derpå deler anklagemyndigheden nu også detaljer om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre for parret at komme op i bygningen.
I myndighedens dokumenter lyder det, at låsen til en sikkerhedsdør, som giver adgang til bygningens 104.-etage, var brudt op.
Myndigheder oplyser også ifølge ABC News, at parret muligvis har observeret ansatte i bygningen og brugt deres indgange til at smutte ind.
Parret var i forvejen kendt for deres vovede klatre-stunts, blandt andet som hovedpersoner i Nextlix-dokumentaren 'Skywalkers: A Love Story', der følger dem rundt.
På Angela Nikolaus Instagram-profil er der torsdag delt billeder fra klatringen på Empire State Building i et opslag med mere end en million likes og store hyldester i kommentarsporet.