Det er ikke hver dag, at man bruger dinosaurer og Loch Ness-uhyret i samme sætning, men det gør forskere på St. Andrews-universitetet.
De mener nemlig, at der kan være en sammenhæng mellem fund af dinosaurer og fødslen af myten Loch Ness-uhyret.
Tilbage i 1933 kørte George Spicer fra London rundt på en vej ved Loch Ness-søen i Skotland, da han påstår at have set det mest ekstraordinært formede dyr krydse vejen foran bilen.
Det var starten på en myte, der har levet videre lige siden.
Forskerne på St. Andrews-universitetet mener nemlig at vide grunden til, at historien om det langhalsede Loch Ness-uhyre er opstået, skriver The Telegraph.
Tal viser nemlig, at da de første fossiler af dinosaurer blev fundet og placeret ud på de britiske museer i starten af det 19. århundrede, vækkede det liv i folks fantasier.
Historier om sø-væsener har eksisteret i meget længere tid, men i starten blev de næsten aldrig beskrevet med en lang hals. Kun 10 procent af tilfældene.
Men omkring 1930, da Spicer fortalte sin historie, var tallet steget til 50 procent.
Det mener man hovedsageligt skyldes, at folk havde set fossiler fra dinosaurerne med den lange hals.
»Opdagelsen af de langhalsede reptilfossiler i det 19. århundrede ser ud til at have en indflydelse på, hvad folk tror, de har set i vandet,« siger dr. Charles Paxton fra St. Andrews.
I forbindelse med undersøgelsen har man benyttet sig af 1688 historiske rapporter, heriblandt aviser og bøger.
De første gange, at dinosaur-fossiler blev vist for offentligheden, var omkring 1820.
