El Niño er på vej.

Og den tager en regning på godt 20 billioner kroner med sig.

Altså 20.000.000.000.000 kroner.

Det skriver The Verge.

Prisen er baseret på et skøn af de skader, som El Niño tidligere har påført kloden, og den står i en ny rapport, der lige er blevet offentliggjort i tidsskriftet Science.

Christopher Callahan er hovedforfatter til rapporten. Han siger i en pressemeddelelse:

»Vi kan med sikkerhed sige, at samfundet ikke bare tager et slag og så kommer sig igen.«

En El Niño, der hærgede verden i 1997 og 1998, kostede næsten 25 billioner kroner,

Dengang faldt USAs BNP med tre procent selv fem år efter.

Hos DMI forklarer man fænomenet El Niño sådan:

»El Niño er et helt naturligt fænomen, der blandt andet ses som en periode med en ualmindelig opvarmning af overfladevandet i store dele af det østlige tropiske Stillehav – for eksempel nær Galapagos og ind mod Peru.

Når havvandet opvarmes, frigives en masse vanddamp til atmosfæren, hvilket giver 'et voldsomt spark' til atmosfæren, der igangsætter en kraftig selvforstærkende effekt mellem atmosfære og ocean. Dvs. atmosfæren og oceanet spiller sammen, og vi får dermed en næsten global effekt på grund af en kortvarig – rent tidsmæssigt – stigende drivhuseffekt fra atmosfærisk vanddamp.

Derfor udløses en række af vejrmæssige forandringer over store dele af kloden. Blandt andet kraftig nedbør i flere vestlige sydamerikanske kystområder, tørke i Filippinerne, det nordlige Australien, Indonesien og dele af Amazonas samt koldere og mere regnfuldt vintervejr i den sydøstlige del af USA. I det nordlige Europa kan der følge koldere og mindre regnfuldt vintervejr med en El Niño.«

Ifølge professor Eigil Kaas, der er videnskabelig leder af Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, kan den kommende El Niño sætte gang i nye kedelige rekorder. Og ikke kun økonomiske.

»Ud fra de seneste prognoser vil jeg vurdere, at det er sandsynligt, at vi får en ganske kraftig El Niño senere på året – og måske også ind i næste år. Faktisk er sandsynligheden for, at den globale opvarmning kortvarigt overstiger 1,5 grader, større, end at vi ikke gør! I praksis vil denne nok ske i 2024, hvis man skal regne med hele kalenderår,« siger han på DMI-hjemmesiden.