Nu skal vi snart til at have klippestykker fra planeten Mars bragt tilbage til Jorden. I hvert faldt ifølge NASAs seneste planer.
Det bliver nemlig op til Lockheed Martin at bygge en letvægts-MAV (Mars Ascent Vehicle), som skal transportere klipper og sedimenter fra Mars tilbage til videnskabsfolkene her på Jorden. Det skriver Sky News.
MAVen bliver den første raket, der kan affyres fra en anden planet. Hvis den bliver en succes, så kan den hjælpe til med at fuldføre missionen af roveren Perseverance, der har samlet klippestykker op fra overladen af Mars.
En af de ting, MAVen skal kunne klare, er de forholdsvis barske vilkår, der hersker på Mars. Den skal også kunne være lille nok til at være inde i den 'Sample Retrieval Lander', der sendes op tidligst i 2026.

Det var i september sidste år, at NASA offentliggjorde, at Marsklipperne, der var indsamlet af roveren Perseverance, kunne huse liv.
NASA tror, at de mineraler, der er fanget inde i de bittesmå bobler af vand fra Mars, kan være mikroskopiske tidskapsler. Saltmineraler er kendt for at bevare beviser på tidligt liv, også her på jorden.
Jezerokrateret er blevet valgt af NASA til missionen. Meget tyder på, at det er et tidligere delta, og Perseverance har boret dybt ned i undergrunden for at finde tegn på liv.
Selvom videnskabsfolkene ikke kan være sikre på, at det vand, der ændrede disse klipper, var til stede i titusinder af år eller i millioner af år, så er de efterhånden sikre på, at vandet var der længe nok til, at mikroskopisk liv kunne opstå.

»Disse prøver vil være værdifulde for fremtidige laboratorieanalyser her på Jorden,« siger Mitch Schulte fra NASA.
