Storbritanniens nye premierminister, Andy Burnham, vil fra efteråret sænke skatten på briternes elregning.

Det meddeler Burnham tirsdag morgen på den britiske regerings hjemmeside.

Tiltaget er Burnhams første, efter at den 56-årige Labour-leder mandag blev taget i ed som Storbritanniens premierminister.

Her lovede Burnham, at han ville give briterne et økonomisk pusterum.

- Jeg lovede at give folk et økonomisk pusterum, og det er præcis, hvad jeg annoncerer på min anden dag som premierminister.

- Vi handler nu for at sænke skatten på elregningen, give borgerne flere penge mellem hænderne og genskabe håbet, siger Andy Burnham i en udtalelse på regeringens hjemmeside.

Skattetiltaget træder i kraft til oktober. Det bliver i det indeværende budgetår finansieret ved, at det såkaldte Digital ID-program droppes.

Digital ID-programmet er en ordning, som skulle give britiske statsborgere og fastboende i Storbritannien et digitalt id, der kunne bruges i kontakten med både offentlige myndigheder og private virksomheder.

Det var den tidligere Labour-regering, som planlagde at indføre systemet.

Den nye britiske regering frigiver 1,8 milliarder pund - 15,8 milliarder kroner - til skattelettelserne ved at aflyse Digital ID-programmet.

Hvordan skattelettelserne på længere sigt skal finansieres, skal besluttes i forbindelse med vedtagelsen af de kommende års finanslove.

Med den nye regerings tiltag forventes elregningen for en gennemsnitlig britisk husstand at blive reduceret med omkring 45 pund (400 kroner) årligt.

Andy Burnham har afløst Keir Starmer som både premierminister og leder af arbejderpartiet Labour.

I sin første tale efter at være blevet indsat som premierminister mandag satte Burnham især fokus på netop høje leveomkostninger i Storbritannien.

Hans forgænger på posten, Keir Starmer, blev netop kritiseret for ikke at gøre nok for at forbedre briternes privatøkonomi.

RITZAU