Ny Melania Trump-film slagtet: 'Forfærdeligt stykke propaganda'
Den omdiskuterede dokumentar om førstedamen har ikke fået nogen varm velkomst efter premieren fredag.

Den omdiskuterede dokumentar om førstedamen har ikke fået nogen varm velkomst efter premieren fredag.

Filmen "Melania", hvor man følger USA's førstedame, Melania Trump, får en særdeles hård medfart hos anmelderne.
Fredag havde filmen premiere i 1500 biografer i USA og en række andre lande.
På Rotten Tomatoes er kun syv procent af anmeldelserne lørdag morgen dansk tid positive.
- Førstedamen er et forfængeligt, skulende tomrum af intethed i dette forfærdelige stykke propaganda, skriver The Independent i sin anmeldelse.
I filmen følger man Melania Trump i 20 dage op til hendes mands genindsættelse som præsident i januar 2025.
Hun har selv afvist, at det er en egentlig dokumentar - hun kalder i stedet filmen "en kreativ oplevelse".
Men anmelderne er over en bred kam uimponerede over den oplevelse.
- Melania fungerer ikke som dokumentar, men det betyder ikke noget, skriver USA Today, der giver en halv stjerne ud af fire mulige.
- Folk, der ikke kan lide Trump-familien, kommer ikke til at bevæge sig i nærheden af en biograf, og de, der elsker dem, vil formentlig gøre det. Lad imidlertid være med at forvente reelle indsigter uanset hvad.
I Danmark giver Filmmagasinet Ekko en ud af seks stjerner.
- Den dyreste dokumentar nogensinde er en indholdsløs opvisning i narcissistisk selviscenesættelse, bestikkelse og ynkeligt røvslikkeri – forklædt som et portræt af USA’s førstedame, Melania Trump, står der i anmeldelsen.
/ritzau/