»Det bliver kaos, hvis det bliver implementeret.«
Sådan lyder den ildevarslende forudsigelse fra leder af den indonesiske palmeolie organisation GAPKI, Eddy Martono, til The Financial Times.
Den voldsomme udmelding kommer som konsekvens af, at EU-parlamentet sidste år godkendte en lov, der gør det ulovligt at importere produkter til Europa, som kan sættes i sammenhæng med ødelæggelsen af regnskove verden over.
Loven, som officielt træder i kraft 30. december i år, pålægger importører af blandt andet kaffe, kakao, gummi og palmeolie et krav om at sikre, at de produkter, som handles ind i EU, ikke har forårsaget skovrydning i de lande, de er importeret fra.
Eddy Martono frygter dog, at det nye tiltag vil gøre mere skade, end det vil gøre gavn. Også for sit eget hjemland, Indonesien, som er verdens største importør af palmeolie.
Industrien er ifølge ham slet ikke forberedt på implementeringen af så stor en ændring. Derfor kræver han, at man udskyder ændringen til 2026.
»Manglen på meningsfuld konsultation mellem EU-politikere og deres handelspartnere har ført til udbredt usikkerhed om, hvordan reguleringen kommer til at blive implementeret,« fortæller han yderligere til Financial Times.
Træder loven i kraft nu, frygter han, at Indonesiens leveringer til EU kan komme til at falde med 30 procent.
Håndhævningen af loven kommer til at fungere på den måde, at store virksomheder skal kunne fremvise bevis for, at deres varer kommer fra lande, hvor der ikke er blevet fældet skove siden 2020.
Mindre virksomheder skal kunne stille det samme bevis inden juli 2025.
Lovbrud kan føre til bøde på op mod fire procent af de pågældende virksomheders omsætning i EU-lande.

