Der skal igen ledes efter passagerflyet MH370, der sidst blev set for mere end 11 år siden.

Malaysias transportministerium meddeler, at den nye eftersøgning vil gå i gang allerede senere i denne måned.

Her ses et vragstykke, der menes at stamme fra MH370.
Her ses et vragstykke, der menes at stamme fra MH370. Foto: Vincent Thian/AP/Ritzau Scanpix

Helt præcist 30. december, skriver The Guardian.

Det var i marts 2014, at flyet pludselig forsvandt på en tur fra Kuala Lumpur til Beijing.

227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer var ombord.

Siden har det været formodet, at flyet styrtede ned i Det Indiske Ocean ud for Australiens vestkyst – men det er aldrig blevet slået fast med sikkerhed.

Tidligere er der fundet vragdele, der formodes at være fra Malaysian Airlines-flyet.

Endnu er der ikke blevet givet detaljerede oplysninger om, hvor den kommende eftersøgning skal finde sted.

Men det skal angiveligt ske i områder, hvor sandsynligheden for at finde MH370 vil være størst, lyder det.

Det skal ske ved hjælp af selskabet Ocean Infinity, der bruger robotter til at indhente informationer fra havet.

Varigheden er anslået til at være omkring 55 dage.

Tidligere i år blev en eftersøgning af vraget indstillet på grund af dårligt vejr.