Khamenei ‘junior’, der er ny ayatollah i Iran, får ikke lov til at være med til sin fars begravelse.

Det skriver blandt andet New York Times.

Der er i øjeblikket officiel landesorg i Iran i forbindelse med, at landets mangeårige åndelige leder, Ali Khamenei, bliver begravet.

Det sker fire måneder efter, at han blev dræbt i et amerikansk-israelsk bombeangreb.

Efterfølgende er hans søn, Mojtaba Khamenei, blevet udnævnt til hans efterfølger.

Men han kommer ikke til at deltage i begravelsen.

Den iranske sikkerhedstjeneste vil nemlig ikke tillade, at han deltager af frygt for et attentat, skriver New York Times.

Søndag er tredje dag, at der er begravelsesceremonier over hele Iran.

Ali Khamenei, Irans øverste leder, blev dræbt i amerikanske og israelske luftangreb i slutningen af februar.

Sønnen Mojtaba Khamenei blev efterfølgende udnævnt til ny ayatollah, og han skal ifølge kilderne, som The New York Times har talt med, have erklæret, at han ønsker at deltage i den afsluttende begravelsesceremoni i byen Mashhad 9. juli.

Mændene bag det brutale iranske styre har også følelser. Her er det en række gejstlige herunder den nye iranske ayatollah Mojtaba Khameneis svigerfar, Gholamali Haddad Adel (uden hovedbeklædning), under en begravelsesceremoni for den afdøde ayatollah Ali Khamenei. Majid Asgaripour/Reuters/Ritzau Scanpix

Her skulle han have fremsagt en begravelsesbøn over sin fars lig.

Men det får han ikke lov til af den iranske sikkerhedstjeneste, oplyser iranske kilder til New York Times.

Mojtaba Khamenei har ikke vist sig offentligt siden den amerikanske-israelske krig blev indledt i februar måned.

Det var på krigens førstedag, at Ali Khamenei blev dræbt i et bombeangreb mod hans hus, som også ramte Mojtaba Khamenei. Siden har der været efterretninger om, at han skulle være hårdt såret og vansiret i ansigtet på grund af forbrændinger.

Det er stadig en gåde i hvor høj grad Mojtaba Khamenei er i stand til at trække i trådene i iransk politik, hvor de åndelige islamiske ledere deler magten med den magtfulde revolutionsgarde.

Af nogle betragtes han som en hardliner, der ønsker en konfrontatorisk kurs over for USA og Israel, men andre mener også, at han har anlagt en pragmatisk linje over for USA i de igangværende fredsforhandlinger.