Du har sikkert hørt Shubiduas folkekære sang 'Costa Kalundborg' fra 1982. Den handler om, at man skal rejse til Danmark, da det er billigt og smukt.

Her 41 år senere er det så nudister på Costa Brava i Spanien, der vil ønske, at endnu flere turister holder ferie i Norden i stedet for de populære spanske badestrande.

For spanske nudister har der igennem 50 år været en tradition for at bade nøgne i Middelhavet. 

Men et stigende antal nudister føler sig forulempet af turister, fordi sidstnævnte slår sig ned på strandene i bikinier og speedos, skriver theguardian.com.

»Før ville folk komme til stranden og enten tage tøjet af eller gå. Nu bliver de her, iført badetøj, og det gør os utilpasse. Det er mangel på respekt,« siger Segimon Rovira, der er er talsperson for nudisterne, til avisen.

Han fortæller, at de nudiststrande, som før var nærmest hemmelige og langt fra mainstreamturismen, nu er blevet beskrevet af bloggere og rejsende, der via sociale medier har gjort dem eksotiske og interessante.

De nye gæster vil ikke selv smide badetøjet, mens de kvindelige nudister føler sig både nedstirret og chikaneret, oplyser Segimon Rovira.

Så, ja, nudisterne vil nok helst have turisterne i stedet tog til 'Costa Kalundborg'.