På Rigshospitalet i Oslo kunne du donere sæd anonymt i 1980erne – nogle afgav deres sæd i hele seks år.

Det betyder, at en person, der nu er vokset op, frygter, at han har omkring 100 søskende. Det skriver Dagbladet.

Mediet er kommet i besiddelse af en rapport, der viser, at donerne selv bestemte, hvor meget sæd de ville donere og på hvilke tidspunkter.

De mange donationer kunne finde sted, fordi anonym sæddonation var tilladt i Norge i 1980'erne.

Nu vil politikeren Sveinung Stensland have processen undersøgt. Han sætter nemlig spørgsmålstegn ved de etiske overvejelser omkring sæddonation for cirka 40 år siden.

For selv om det hele foregik lovligt, mener Sveinung Stensland, at det var sjusket praksis.

»Dette var en sjusket praksis, og det er helt uacceptabelt, at der ikke var en bedre kontrol med diverse donationer,« siger han blandt andet.

Dagbladets rapport har ligeledes udtalelser fra ansatte på Rigshospitalet i 1980'erne. De fortæller i detaljer, hvordan det hele fandt sted.

Sveinung Stensland siger afsluttende, at donorbørnene har ret til at få nogle svar, men det kan blive svært at finde dem:

»Udfordringen er, at der ikke findes optegnelser, ingen ved, hvem donorerne var, og det er derfor begrænset, hvor mange svar vi kan finde.«

Ændringen i loven omkring anonym sæddonation kom i 2005. Det skyldtes blandt andet, at børn har ret til at kende deres biologiske forældre.