Da krigen startede, var Nikolay Patrushev allerede talt blandt de allertætteste i Putins inderkreds.

Nu bliver han af eksperter udpeget som den, der har øget sin magt mest i de knap otte måneder, som den 'særlige operation' i Ukraine har varet.

Det skriver VG, der har snakket med Valentyna Shapovalova, der er ved Københavns Universitet.

»Nikolai Patrushev, sekretær for det russiske nationale sikkerhedsråd og tidligere leder af FSB. Han deler Putins forståelse af verden såvel som hans ambitioner, og er angiveligt ophavsmanden bag flere af Kremls propagandafortællinger. Og så er han meget tæt på Putin, og strategisk snu.«

VG har snakket flere eksperter, som stemmer i koret.

Blandt andet Aage Borchgrevink, seniorrådgiver i Helsinki-komiteen og aktuel med bogen 'Krigsherren i Kreml', som altså også peger på Nikolaj Patrusjev.

»Det er tydeligt, at Putin taler med sin gamle ven Patrushev – og han er kendt som en høg. Det er stadig de gamle KGB-officerer, der har størst tillid til Putin og omvendt,« siger Borchgrevink.

Nikolai Patrushev kommer – ligesom Putin – fra Sankt Petersborg og har kendt præsidenten siden 1970erne. I 1999 efterfulgte Patrushev Putin som leder af FSBs sikkerhedstjeneste.

Det store medie Politico skrev for nylig, at Patrushev var den oplagte afløser til Putin.

På et møde i Sikkerhedsrådet dage før Putin beordrede styrkerne ind i Ukraine i februar, anklagede Patrushev Washington for at forfølge en skjult dagsorden rettet mod 'Den Russiske Føderations sammenbrud', skrev Politico.

Som også slår fast, at Patrushev bliver nødt til at være en overgangsfigur, hvis han skulle blive præsident. På grund af alderen. Både han og Putin er allerede ældre end den forventede levetid for en russisk mand.

Patrushev har – som alle andre i den russiske elite – sørget godt for sine to børn. Den ældste søn Dmitry er Ruslands landbrugsminister – efter at have haft vigtige poster i banksektoren.

Yngste søn Andrej fulgte i sin fars fodspor og gjorde karriere i KGB – inden han blev rådgiver for Rosnefts administrerende direktør Igor Setjin.