Donald Trump har nu for første gang reageret på polemikken omkring pauseunderholdningen ved Super Bowl næste år.
Og den amerikanske præsident er iskold:
»Jeg har aldrig hørt om ham,« lyder det i et interview med Newsmax.
Det var i sidste uge, at den puertoricanske superstjerne Bad Bunny blev præsenteret som hovedpersonen i det såkaldte 'half time show', når NFL-sæsonen kulminerer med den allersidste kamp.
Valget har siden vakt enorm kritik blandt mange – også fremtrædende – Trump-tilhængere, fordi musikeren senest har droppet at turnere i USA.
Således har forklaringen lydt, hvordan han ikke vil risikere, at de omdiskuterede ICE-agenter fra de amerikanske immigrationsmyndigheder dukker op og arresterer folk blandt publikum.

At han nu alligevel skal spille på den største scene af dem alle, har eksempelvis frembragt følgende reaktion hos en af præsidentens rådgivere, Corey Lewandowski:
»Det er så skammeligt, at de har valgt en person, der tilsyneladende hader USA så meget, til at repræsentere dem ved halftime-show,« har han sagt.
I det nye interview med Newsmax siger Donald Trump selv videre om Bad Bunny:
»Jeg ved ikke, hvem han er. Jeg ved ikke, hvorfor de har gjort det. Jeg synes, at det er fuldstændig latterligt,« lyder det.
Hvorefter den amerikanske præsident i øvrigt bevæger sig ud en endnu længere forklaring om en regelændring, han gerne ser indført i NFL.
Super Bowl bliver spillet natten til 9. februar næste år.