»Berømte britiske modemærker vil dø, hvis ikke regeringen tænker helt om, når det gælder toldaftaler med EU og moms,« siger et af britisk modes store navne, Katherine Hamnett, til The Guardian.

Halvanden måned efter, at Brexit for alvor trådte i kraft, frygter flere milliardbrancher, at dyrere transport, told, moms og anden besvær kan tage livet af dem. Også dansk erhvervsliv sukker.

I et åbent brev til den britiske regering, underskrevet af 450 personligheder fra den britiske modebranche, advarer man om uoverskuelige konsekvenser for tusindvis af firmaer med hundredtusindvis af ansatte, hvis reglerne forbliver, som de er nu.

Modebranchen i Storbritannien, som årligt omsætter for cirka 100 milliarder pund, og som de seneste år har været i markant vækst, frygter, at fordyrende transport mellem EU og Storbritannien vil hive tæppet væk under branchen.

»Det europæiske marked er i praksis lukket helt ned for os. Jeg har ventet i mere end syv uger på en sending af dele til vores produktion i Firenze, som er blevet tilbageholdt på grund af papirarbejde,« siger sandalfirmaet Alvaros administrerende direktør, Álvaro González.

Premierminister Boris Johnson fejrede ved årets udgang, at 2021 bliver det første år siden 1973, hvor britiske fiskere selv kan bestemme over fangsten i britiske farvande. Fiskeri var i virkeligheden det symbolske omdrejningspunkt for hele Brexit-forhandlingerne, men det, der stod en sejr for britiske fiskere, ligner nu mere et kæmpe selvmål for de cirka 12.000 britiske fiskere.

Indtil i år solgte britiske fiskere cirka halvdelen af deres fangst i EU, men bureaukrati har sat en kæp i hjulet for meget af det salg, og mange britiske fiskere har midlertidigt valgt at give op i håb om, at reglerne vil blive gjort enklere.

Skotske fiskere har valgt at lægge til i Danmark og sælge fisk direkte fra danske havne, mens andre simpelthen lader kutterne blive på land.

Der er grelle eksempler på, at levende skaldyr som hummere og østers er rådnet i lastbiler, der har måttet vente 30 timer ved grænseovergange, og i sidste uge demonstrerede de fiskere, som Boris Johnson havde lovet bedre tider, mod hans regering i Westminster.

Også den højt elskede britiske kulturbranche lider. Sidste uge holdt den britiske kulturminister krisemøde med sir Elton John, efter at denne og andre berømte britiske musikere, blandt andre Ed Sheeran, i et åbent brev advarede om de ødelæggende konsekvenser af nye regler, der gør det svært og dyrt for britiske kunstnere at turnere i EU og omvendt.

»Jeg frygter for branchens udvikling og for, at de nye regler vil forhindre britiske kunstnere i at udvikle sig ved at turnere på kontinentet,«  sagde Elton John efterfølgende.

Her halvanden måned efter, at Storbritannien forlod det indre marked og toldunionen, står det klart, at konsekvenserne for den i forvejen svækkede britiske økonomi kan blive alvorlige. Men det gør også ondt på europæiske eksportører og importører.

»Generelt kan man vel sige, at Brexit har gjort systemet dummere og dyrere. Det er jo konsekvensen af den indgåede aftale, der gjaldt om at forringe vilkårene for samhandel, ikke gøre dem bedre,« siger Lasse Hamilton Heidemann, international og EU-chef for Dansk Erhverv, til B.T.

»Der er næppe nogen tvivl om, at det har ramt britiske virksomheder hårdest. Men det går også ud over danske handlende. Især de små og mellemstore – dem, der ikke har haft ressourcer til at håndtere en masse ny bøvl med told, moms og ekstra papirarbejde. Problemet er, at det her jo er en ny, blivende virkelighed. Det er svært helt at vurdere, hvor galt det står til.«

På grund af coronakrisen. Men der er desværre næppe nogen tvivl om, at det vil kunne mærkes økonomisk i fremtiden mange steder.«

I Storbritannien ser erhvervslivet bekymret til, mens den ene branche efter den anden indrapporterer gysertal for årets første måneder. Oven i handelsudfordringerne med EU ser også City of Londons magtfulde finanscentrum ud til at lide voldsomt under, at europæiske finanser i stigende grad søger andre græsgange.

Men hårdest presset lige nu er de små og mellemstore virksomheder på begge sider af Den Engelske Kanal og Nordsøen. Skotske whiskyproducenter er de seneste til at klage deres nød.

»Vi sælger vores whisky i lande som Spanien, Tyskland og Danmark. Vi har eksporteret cirka 25.000 flasker årligt siden 2009 uden problemer. Siden januar har vi ikke kunnet få én eneste flaske ind i Europa. Ingen fragtselskaber orker besværet med en enkelt palle. Det er nu nemmere at sende whisky til Japan,« siger Neil Macalister Hall fra Beinn an Tuirc-destilleriet i Skotland til Financial Times.