En mand har meldt sig til norsk politi og sagt, at det muligvis er ham, de leder efter, skriver norsk TV2.

Onsdag offentliggjorde politiet en overvågningsvideo, hvor man kan se en mand bevæge sig i området omkring Tom og Anne-Elisabeth Hagens hjem den dag, milliardærfruen forsvandt.

Manden kan være et vigtigt vidne i sagen om den forsvundne kvinde.

Indtil nu ved ingen, hvem den mystiske mand er.

Hvem er manden i den røde ring? Det forsøger norsk politi nu at finde ud af, fordi han muligvis kan bruges som vidne i Hagen-sagen.
Hvem er manden i den røde ring? Det forsøger norsk politi nu at finde ud af, fordi han muligvis kan bruges som vidne i Hagen-sagen. Norsk Politi

Hætten på den mørke vinterjakke er trukket godt op om ørerne, da han 31. oktober 2018 kommer gående ved metroen og Festplassen i Oslo-forstaden Lørenskog.

Lige nu er norske medier på den anden ende over manden, som politiet onsdag valgte at efterlyse i sagen om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen.

Politiet har allerede modtaget flere tips om manden i den mørkeblå jakke og brune bukser, og en enkelt mand synes altså selv, at han ligner så meget, at han har henvendt sig til politiet.

Indtil videre har betjentene dog været meget tilbageholdende med oplysninger om, hvordan det går med at finde frem til mandens identitet.

TORE MEEK

»Vi kan ikke kommentere indholdet nærmere her i aften,« sagde Øst Politidistrikt til norsk TV2 onsdag aften.

Onsdag offentliggjorde politiet flere overvågningsbilleder af manden, og der var også video af ham, hvor han går i området tæt på Hagen-parrets hjem.

Kvaliteten af optagelserne er dårlige, men det er tydeligt, at manden enten har skæg eller et tørklæde for ansigtet, som gør, at det er vanskeligt at se, hvem han er.

Politiet understreger, at manden har status som vidne, og at han er interessant for politiet, fordi han har været i nærheden af huset på Sloarveien meget tæt på det tidspunkt, hvor politiet mener, hun forsvandt.

ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen. Privat

Første gang, manden optræder på overvågningen i området, er klokken 10.26.

Få minutter senere, klokken 10.33, går han i østlig retning forbi hjælpemiddellageret i byen. Det sted ligger blot seks til syv minutters gang fra Hagen-parrets hjem, hvor Anne-Elisabeth Hagen opholdt sig, inden hun forsvandt.

En halv times tid senere – klokken 11.03 – er han tilbage ved området omkring metroen.

Det sidste sikre livstegn fra milliardærfruen er en telefonsamtale, hun havde med et familiemedlem klokken 09.15, altså mere end en time før vidnet befandt sig i området.

Klokken 09.48 ringede en elektriker til hende, men telefonen blev ikke taget.

Få minutter senere forsøgte et andet familiemedlem at ringe.

Klokken 10.06 forsøgte Tom Hagen at ringe til sin kone, og han blev urolig, da han ikke kunne ringe hende op. Da han et par timer senere valgte at køre hjem for at tjekke, om hun var okay, var huset tomt.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden den oktoberdag for halvandet år siden. Eneste spor efter hende var et brev med krav om løsesum fra hendes formodede kidnappere.

Norsk politi mener dog, at hun er død, og at hendes mand har haft noget med hendes skæbne at gøre. Tom Hagen nægter sig skyldig, men han er stadig sigtet for drab eller for medvirken til drab på sin kone gennem næsten 50 år.